Pingvinen Pondus kan fejre 50 års jubilæum. Han blev lanceret som sparebøsse til børn i januar 1968 og blev straks en succes. I dag er han et eftertragtet samleobjekt.

Landmandsbanken ville forny sit image. Målet var at fremstå som en moderne og venlig bank. En del af strategien var en PR-kampagne rettet mod børn. I 1967 udskrev banken en konkurrence om design af en ny og anderledes sparebøsse. To forslag blev lagt frem for en jury af 12 børn i alderen mellem 8 og 14 år. Børnene skulle vælge mellem en mus i plastik eller en tegning af en pingvin.

Sejren gik til pingvinen. Måske fordi børnene allerede kendte figuren fra børnebogen Pingvinen Pondus af Ivar Myrhøj. Bogen kom i 1966 og handlede om en kongepingvin med et rødt tørklæde om halsen på tur i Københavns Zoo.

Opgaven med at omsætte tegningen til sparebøsse fik billedhuggeren og keramikeren Johannes Hansen fra Knabstrup Keramikfabrik. Som kongepingvinen i bogen fik også sparebøssen et rødt tørklæde.

Pondus blev en gevaldig succes. I løbet af de første 6 måneder havde banken uddelt 300.000 eksemplarer. Selvom der blev hyret og oplært ekstra medarbejdere, havde Knabstrup konstant problemer med at følge med efterspørgslen.

Sideløbende med den keramiske udgave på 27 cm. kom der også en nedscaleret udgave i plastik på 16 cm. Først produceret af Dammannbeeken Plasticindustri, senere af Poul Willumsen A/S. De første plastik Ponduser skulle tømmes i banken. Ved kassen havde de et særlig værktøj, som skar bunden af. Efter 1990 fik plastik Pondus en klap med lås og nøgle ligesom broderen i keramik, så kunne han bruges igen og igen.

Vender du bunden i vejret, kan du datere en Pondus.

Fra venstre mod højre er det Pondus i plastik fra før 1990. Dernæst en keramik udgave med det ældre Knabstrup ovn-logo fra før Landmandsbanken skiftede navn til Den Danske Bank i 1976. Den tredje bund er med Knabstrups senere logo fra mellem ca. 1982 og 1988. Længst til højre en pingvin fra efter 1988. Det år lukkede Knabstrup, men produktionen fortsatte på værkstedet Askvad, hvis ejer Ole Pedersen samarbejdede med Finn Hansen, som tidligere havde arbejdet og var oplært hos Knabstrup.

I dag bliver Pondus i keramik stadig lavet af Finn Hansen, men nu på hans eget værksted i Høng. Årligt fremstilles der ca. 200 eksemplarer. Plastik Pondus er også stadig i produktion, men det er ikke længere den oprindelige model formgivet af Johannes Hansen. Nu bliver han fremstillet i Kina og ser helt anderledes ud.

Referencer: Jubilæumsskriftet “Pondus 50 år” af Lone Fasmer, udgivet af Lokalhistorisk Forening Jernløse i januar 2018 samt Danske Bank og Håndelavet.

Billederne er hente fra auktionshuset Lauritz.com, hvor du også kan se billeder af den kinesiske Pondus ved siden af Johannes Hansens oprindelige Pondus

Forf: JM

Hver morgen står der en lille dreng ved min seng med en bakke og et par morgenbajere.

At bruge børn som blikfang for at øge salget af alkohol ville i dag vække ramaskrig og være politisk ukorrekt, men den slags skrupler havde man ikke omkring 1925, da Bryggeriet Thor i Randers første gang lancerede reklamen med tjenerdrengen.

Motivet skulle vise sig holdbart. Det blev brugt igen og igen på skilte produceret i perioden 1930 til 1955, først af emaljefabrikken Johs Theil, senere af Glud & Marstrand.

Sceneskift til genbrugspladsen. Her er en pladsmand ved at sortere affald. Sortergrabben får fat i, hvad der ved første øjekast ser ud til at være en bageplade, men ved nærmere eftersyn viser bagepladen sig at være bagsiden af et gammelt emaljeskilt. I næsten perfekt stand og alligevel endt som affald på lossepladsen.

Desværre nåede grabben at tilføje en alvorlig skramme og et grimt buk i skiltets ene kant, men det blev dog reddet og kom senere til salg på en stand hos Retroguld loppemarked i Århus. Det var i november 2017 og prisen var 2400 kr. Billigt hvis man kan leve med skaden. Et lidt ældre skilt fra Johs. Theil med det samme motiv gik 6 måneder før for 6588 kr (med salær) på auktion hos lauritz.com.

Både skiltet med tjenerdrengen og det med guden Thor i sin stridsvogn er produceret hos Glud & Marstrand. Skilte herfra er ofte presset med flade kanter. Fabrikken Johs. Theils skilte havde ikke de samme  flade kanter.

Hvis du vil læse mere om emaljeskilte, kommer du ikke udenom John Juhler Hansens store bog. I den kan du læse om skiltenes kulturhistorie og deres brug. Bogen er udstyret med en omfattende registrant, der er nyttig til identifikation og datering.

Referencer: “Gadens Blikfang” af John Juhler Hansen, Forlaget Permild & Rosengreen 2016. Billedet med den gule sortergrab er fra Morsø Kommunes genbrugsplads og er hentet fra Building Supplys hjemmeside. Det skal understreges, at Morsø Kommunens genbrugsplads ikke har nogen tilknytning til historien om fundet af skiltet med guden Thor.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Med et snuptag slås klapperne op og støttebenene svinges ud. På kort tid er bordet udvidet fra 30 til 156 cm. Slagborde er en rigtig praktisk opfindelse til små rum.

Louise har fået sådan et bord. Pladen er af teak og stellet af bøg. Hun vil gerne vide, hvem der har designet og fremstillet det.

Bordet hedder Pedro og er svensk. Tegnet i sidste halvdel af 1950’erne af K-O Westberg for AB Tengsjömöbler i Ulricehamn. Pladerne måler 63+30+63 cm.

Det kunne leveres med understel i forskellige varianter. Eg, bøg eller lakeret sort eller hvid. Pedro var en videreudvikling af et lignende bord fra 1954 med lidt mindre plader på 55+25+55 cm. Dette bord har ikke noget navn, men kun modelnummeret 103.

Uden tommestok er det svært umidelbart at se forskel på 103 og Pedro, bortset fra en enkelt lille detalje. Der sidder et greb på benene. På Pedro er det firkantet, mens det på 103 er nærmest trekantet og sidder lidt højere oppe under pladen.

Til højre er en medarbejder fra Tengsjömöbler i gang med at sprøjtelakere et understel. Billedet er fra 1959. Dengang gik man ikke op i arbejdsmiljø med beskyttelsesdragt og åndedrætsværn.

Slagborde kom på mode i 1950’erne, men konstruktionen kendes helt tilbage i renæssancen og barokken. I England kaldes de gateleg tables, altså borde med ben monteret på en ramme (gate).

Referencer: “Slagbord för stora och små rum” i Scandinavian Retro, nummer 6, 2017. Gyldendals antikvitetshåndbog af Gorm Benzon, 3. udgave 2002.

Billederne er hentet fra auktionshuset Bukowskis lot 792787 og 1009846 samt Ulricehamns-bygdens Forskarrums billedearkiv.

Forf: JM

Vilbert er navnet på en Ikea stol, som solgte så skidt, at den allerede efter få måneder blevet taget ud af sortimentet.

Prototypen blev præsenteret i 1993 på Swissbau udstillingen i Basel. Det var en ganske simpel konstruktion sat sammen af kulørte melamin-coatede MDF-plader.

Efter nogle år blev den sat i produktion. Møbelkæden Ikea fik eneret at sælge den. Vilbert er vist i kataloget fra 1995 og kom i en pakke, som var en af de fladeste emballager nogensinde blot med 4 plader og nogle skruer. At samle stolen tog ca. 5 minutter.

Historien om Vilberts fødsel er lidt uklar.

I Ida Engholms Panton biografi fortælles det, at producenten Alsapan, der fremstillede MDF plader, havde spurgt Verner Panton, om ikke han kunne lave noget af deres MDF-plader. Først takkede han nej, men sad så alligevel en aften og eksperimenterede med nogle plader, hvilket førte til konstruktionen af Vilbert.

Staffan Bengtsson har en anden fortælling. I hans bog om Ikea designere er historien, at Gillis Lundgren, designer hos Ikea og senere ansvarlig for møbelkædens produktudvikling, i starten af 90’erne var nabo til Verner Panton i Schweiz. De to førte mange samtaler om design, og en dag lykkedes det Lundgren at overtale Panton til at tegne en stol af MDF-plader specielt til Ikea.

Vilbert var billig. Prisen holdt sig under 400 kroner. Når den så alligevel floppede totalt, er det måske, fordi den ergonomisk var katastrofalt ubekvem. I virkeligheden er den vel nærmere en skulptur end et siddemøbel.

I dag er stolen sjælden. Når den engang imellem dukker op på auktion, falder hammeren lagt over Ikea prisen fra 1995. Dengang kostede den under 400 kroner. På internationale auktioner sælges den til mellem 3000 – 4000 kroner.

Referencer: “Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre” af Ida Engholm og Anders Michelsen, Strandberg Publishing 2017. “Verner Panton – Das Gesamtwerk” af Vitra Design Museum, 2000. “Ikea the book” af Staffan Bengtsson, Arvinius Forlag 2000. Billedet er hentet fra siden skandinaviskdesign.dk

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

“Det, jeg elsker ved vinyl, er de store pladecovers, duften af bog, lyden det giver, når en plade lægges på, og nålen der rammer rillen”. Ordene kommer fra en pladesamler i bogen Alt om vinyl, som kom i april 2018.

Vinyl er igen hot. Næsten totalt udslettet af cd’en i slut 80’erne, men formatet er tilbage og har fået en revival. Ny musik udkommer på vinyl, og gamle værker bliver genudgivet på vinyl.

Alt om vinyl kommer hele pladen rundt. Bogen fortæller om pladeselskaberne og om alt det lidt nørdede tekniske som mastering, skæring og presning. Du kommer en tur ud på brugtmarkedet og får samlertips. Der er også et afsnit om fantastiske covers og kunstnerene bag dem. Bogen slutter med praktiske råd om pleje af sin vinylsamling.

En genial ting undervejs er syv meget forskellige interviews med entusiastiske samlere. Et af dem med Jonas på 14 år er noget af en øjenåbner. Han er blind, men kan sagtens håndtere sin samling alligevel.

Det hele er lækkert illustreret med flotte billeder, og teksterne er godt skrevet og nemme at gå til. Og så er der alle de sjove anekdoter og sære detaljer. På det blanke område i pladens udløb ind mod labelen kan der f.eks. være små beskeder i form af vittigheder fra kunstneren eller en hilsen fra skæremesteren. Nogle gange har masterings-studiet desuden sat sit navn eller et logo.

Labelen er også spækket med detaljerede informationer. Facts om fremstilling, katalognummer, årstal, landekoder og matricer. Den slags kan være nyttig viden for inkarnerede samlere.

“Jeg kommer aldrig til at give 3500 kr. for en plade”, siger en af samlerne i bogen. Og vinyl kan være en temmelig dyr hobby. “Nogle selskaber udgiver pladerne i tusindvis af forskellige farvet vinyl i meget begrænsede oplag. Der er gået lidt Magic-kort i den. Priserne presses op, og det er ærgerligt”, fortsætter han.

De allerførste eksemplarer af Pink Floyds The Dark Side of the Moon har en lidt anderledes label, hvor den blå trekant er fyldt helt ud med blåt. Sådan en er ekstrem sjælden og handles i 10.000 kroners klassen.

Sony genudsendte i 2017 et optryk af singlen Damen på taget med Kim Larsen, Stig Møller, Bjørn Uglebjerg og Tommy Pedersen. Oplaget var begrænset til 300 eksemplarer, men det er den gamle udgave fra 1971 til venstre, som er tusindvis af kroner værd.

Nogle gange er det et sjældent cover, der trækker prisen op. Eller ned, hvis det er i dårlig stand. Fona brugte en overgang et blåt to-delt prismærke. Hvis man prøvede at fjerne den øverste del, ødelagde man coveret, fordi limen var særdeles kraftig.

Alt om vinyl er en lækker bog. Nærmest en bibel om emnet. Den er skrevet til samlere, som er ramt af magien ved det analoge format, men kan også læses af nybegyndere, der er nysgerrige efter at finde ude af, hvad det hele handler om.

“Alt om vinyl” af Søren Genefke. Byens Forlag 2018, isbn. 978-87-93628-32-8. Pris 359 kr.

Alle illustrationer er affotograferet fra bogen, undtagen billedet af samlerne øverst. Det er hentet fra Facebook siden Plademesse i Nørrebrohallen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Fregner og røde fletninger er hvad man forbinder med Pippi. Sådan ser hun ud i TV-serien, og sådan er hun tegnet i bøgerne.

Men bortset fra fregnerne og håret har Pippi Langstrømpe mange forskellige fremtoninger. Alder, ansigt og tøj kan variere.

Det viser magasinet Scandinavian Retro i en sjov artikel om Pippi som dukke. Udseende og tøj skifter fra land til land, og aldersmæssigt fremstilles hun lige fra baby til teenager.

Navnet Pippi Langstrømpe fandt Astrid Lindgrens datter på i 1941. Tre år senere var det færdige manuskript klar. Først spurgte Astrid Lindgren, om Bonnier ville udgive det, men de takkede nej. Det afslag regnes for en af forlagshistoriens største bommerter. Året efter i 1945 udkom bogen om Pippi Langstrømpe i stedet for hos forlaget Raben & Sjögren. Mange flere historier kom til de følgende år. Bøgerne blev et hit og er oversat til 90 sprog.

Fortællingerne om Pippi var i 40’erne og 50’erne banebrydende og helt anderledes end datidens gængse børnelitteratur. Flabet og ironisk møder Pippi Langstrømpe de voksne autoriteter, når de kommer på tværs. Samtidig udfolder hun fantasi, frihed og omsorg og er et legebarn.

At give en pige en Pippi-dukke bliver et symbol på at give hende styrke og selvstændighed, siger Marie Nyreröd, som i mange år har samlet på Pippi Langstømpe dukker, og som har samarbejdet med Scandinavian Retro om artiklen.

Pippi er også fremstillet i keramik og porcelæn. Lisa Larsons Pippi kom i 1969. Samme år som TV-serien første gang blev sendt. Tyske Goebel fortolkede Pippi karakteren omkring 1990, mens den russiske Pippi siddende på en kuffert er fra 2010.

Referencer: Scandinavian Retro nummer 2, 2018 og Wikipedia. Aftonbladet/tv.nu. Auctionet.com og From Russia.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Svenskerne kan simpelthen bare noget med loppemarkeder. Mange danskere tager gerne turen over Øresund for at gå på jagt og bruger måske en hel ferie på det.

Men hvordan finde rundt i junglen og slippe for at køre forgæves? På Nettet finder du forskellige guider. Nogle af dem kan også hentes som apps til din smartphone. Her kigger vi nærmere på Antikkartan og Loppiskartan.

Antikkartan kommer fra det svenske tidsskrift Antik & Auktion og kan tilgås via PC eller app. “Trevlig fyndjakt” siger appen og fortæller, at her er der samlet adresser til loppemarkeder og butikker med vintage eller antik. Leder du efter en specifik forretning eller et marked, er der en alfabetisk liste, men de fleste vil nok bruge kortet.

Telefonens GPS sørger for, at dit udgangspunkt er præcis, hvor du befinder dig. Smart når du er på en given lokalitet, men hvis du planlægger nogle dage frem, må du køre rundt med fingeren på kortet over Sverige. Du kan også bruge en søgefunktion, som dog ikke kan klare danske æ, ø eller å. Den virker kun med svenske tegn, så du skal hente svensk sprog i telefonens indstillinger og skifte sprog til svensk, hvis du vil bruge app’en optimalt.

Funktionaliteten er som udgangspunkt godt tænkt. Du vælger et sted og får adresse, telefon og rutebeskrivelse. Har stedet en hjemmeside eller Facebook profil, er der også et link. Men i praksis viser det sig hurtigt, at app’en er tung at arbejde med. Når du har været inde på rutebeskrivelsen og vil bakke tilbage til kortet, havner du på appens indgangsside og skal igen til at vælge forfra ved at pege på kortet. Besværligt!

Øland ligger i Kalmar Län. Her finder Antikkartan 4 steder. Alle med links til hjemmesider. Kun et enkelt link virker. De andre eksisterer ikke længere. Søges der efter steder i byen Kalmar tæt ved på fastlandet, er der ingen.

Loppiskartan er en anden loppemarkedsguide. Som app findes den kun til Android. Hjemmeside versionen blev omtalt, da den var ny i juni 2011. Loppiskartan kan i en radius af 20 km fra Øland finde i alt 30 steder. De 9 ligger i Kalmar. Altså klart bedre end Antikkartan.

Kigger du nærmere efter, er flere af stederne imidlertid lagt ind for meget længe siden. Ofte 3-7 år tilbage. Især data fra mange af loppemarkederne er derfor uaktuelle. Sted og dato passer ikke. Data fra retro- antik eller genbrugsforretninger er en smule mere pålidelige, men halvdelen af linksene til stedernes hjemmesider eller Facebook er døde eller domænet er ledigt.

Både Antikkartan og Loppiskartan er godt tænkt. Arrangører og forretninger lægger selv data op, men svagheden ved den slags online guider er manglende ajourføring. På Loppiskartan kan man markere et marked eller et forretning som uaktuel, hvis man er oprettet som bruger. Det har alt for få benyttet sig af.

Et bedre alternativ er tit en trykt guide. Magasinet Scandinavian Retro udgiver hvert år en, som dækker næsten hele Sverige fra Skåne til Lapland.

Guiden kommer altid sammen med det nummer, der sendes på gaden før sommerferien. I 2018 kommer den sammen med nummer 3, som er i butikkerne ca. 5. juni. Fordelen ved en trykt guide er, at den er opdateret. Alle oplysninger er kontrolleret i april samme år..

Desværre medtager guiden i Scandinavian Retro af pladsmæssige hensyn ikke steder fra Sveriges 10 største byer. En klar mangel. Til gengæld er oplysningerne aktuelle og til at stole på.

Referencer: Antikkartan findes på Nettet samt i Apple App Store og Google Play. Skærmbillederne er fra iPhone. Loppiskartan findes på Nettet og i Google Play. Scandinavian Retro forhandles i en række danske kiosker eller du kan oprette et abonnement. Billederne stammer fra nummer 3 fra 2017.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Knabstrup Teglværk og Lervarefabrik var gennem mange år Danmarks største producent af keramiske produkter.  I begyndelsen fremstillede de kun urtepotter og syltekrukker, men efterhånden blev sortimentet udvidet med prydgenstande og designerstel.

Stellet Tove med trekantede kopper fra 1955 og søsteren Bodil fra 1956 var banebrydende nye og anderledes i forhold til mange andre stel på det danske marked. De havde blank udvendig glasur og transparent indvendig glasur.

Tove og især Bodil viste sig i brug at have nogle alvorlige fejl. Kopper og tekander revnede eller krakelerede. De to glasurer passede dårligt sammen. Den udvendige trak i skærven, mens den indvendige pressede ved pludselig varmepåvirkning. Glasurene ændredes flere gange, men rigtigt godt blev det ikke, og Bodil blev hurtigt taget af sortimentet. Til gengæld overlevede Tove indtil 1964.

Forskellige kunstnere var i kortere eller længere tid tilknyttet virksomheden. Udviklingen tog fart i 1953 med ansættelsen af billedhuggeren Johannes Andersen som kunstnerisk leder. I 50’erne og 60’erne hentede fabrikken flere keramikere til sig fra Polen, Ungarn, Tyskland, Østrig og Sverige, men også mange danske kunstnere formgav og tegnede for Knabstrup.

Ting fra Knabstrup er lette af identificere. Fabrikkens bomærke var i mange år en ovn. Den skifter udseende gennem tiden og kan være stemplet, præget eller en etiket. Stentøjsprodukterne har en lidt anden ovn uden røg op af skorstenen, men suppleret med et S-mærke. Fra 1975 introduceres et nyt mærke. En stiliseret grafisk figur med to modsatrettede K bogstaver.

Holbæk Museum havde engang en hjemmeside med artikler om Knabstrup. De er desværre taget af. Til gengæld kan museets bog Keramik & Tegl, som i 2009 blev udgivet sammen med Jernløse Lokalhistoriske Forening, stadig fås. Det er en flot og fremragende bog med kunstnerbiografier og signaturer.

Fremstillingen bygger på et omfattende kildemateriale og på beretninger fra fabrikkens tidligere ansatte. Intentionen har været at komme hele vejen rundt om alle aspekter af fabrikkens historie. Bogen er rigt illustreret blandt andet med katalogark fra perioden 1966-1982, og for samlere, der er interesseret i det produktions-tekniske, er der detaljerede redegørelser om ovne, ler og keramisk kemi.

Redaktørerne skriver, at det har været svært at skabe en overordnet struktur. Sådan én mangler bogen, og det er uheldigt, især når udgiveren gerne har villet lave en opslagsbog. Der er heller ikke noget register. Det havde ellers været en brugbar indgang at orientere sig ud fra, når nu strukturen er temmelig rodet.

På Nettet har Eva Andreasen lagt billeder af en del af Knabstrups sortiment på hjemmesiden Knabstrup Keramik. I kategorien vaser er der til eksempel 262 billeder. Samme sted er der også en gengivelse af nogle af Knabstrups kunstnersignaturer.

I 1978 lakkede det mod enden. Den keramiske produktion blev overtaget af Bjørn Wiinblad, som benyttede lejligheden til at udfase det meste af Knabstrups sortiment til fordel for sine egne Nymølle produkter. Og i 1988 lukkede virksomheden helt.

Men brandet er igen dukket op. I 2017 blev Knabstrup relanceret med et koncept, som bygger på et mix af nogle af de originale gamle lertøjs- og keramik ting samt helt nye formgivninger skabt i samarbejde med forskellige nutidige danske keramikere.

Referencer: knabstrup-keramik.dk , designbase.dk og knabstrup.com samt “Keramik & Tegl. Knabstrup, en fabrik med liv og ler”, Holbæk Museum 2009, isbn. 987-87-87226-40-0. Pris 150 kr. Bogen kan bestilles gennem Lokalhistorisk Forening Jernløse, som på sin hjemmeside under virtuelt museum viser gamle produktblade fra en del af Knabstrups lertøjssortiment.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

På Verkstads AB Lindqvist i Motala var de gode til at lave møbler i stål. Et af deres mest populære designs var en taburet til køkkenet kaldet husmorsstegen. I dag er den en klassiker.

Konstruktionen er helt enkel og rationel. Et stabilt stel af forkromet stål med sæde og trin belagt med linoleum. Afrundet formsprog med bløde enkle linjer. Stålet signalerer kølighed og klinisk hygiejne. Kunderne kunne vælge mellem en rød eller en turkis-blå. Senere kom der andre farver.

Hvem, der tegnede husmorsstegen, er ikke helt klart, men den blev introduceret i 1950’erne og blev en stor succes. Desværre begik fabrikken en kæmpe brøler. Man glemte at tage patent og få registreret varemærkebeskyttelse. De to direktører Tore og Helmer Lindqvist må have ærgret sig gul og blå i de svenske nationalfarver, da en anden svensk virksomhed AWAB (Anderstorps Werkstad AB) kopierede konstruktionen.

Både Lindquist og AWAB solgte mange taburetter i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Ved første blik er det ikke nemt at se forskel på en Lindqvist og en AWAB. Vend så bunden i vejret og se markante forskelle i svejsningerne og den måde, sædet er monteret på stellet. Derudover har en Lindqvist runde skruer på trinnene, hvorimod de er flade på en AWAB.

Med så mange år på bagen er det sjældent at se en husmorsstege med linoleum i perfekt stand. Alligevel går slidte eksemplarer som varmt brød, og mange vrag får en ny chance.

Det er nemlig ret nemt at renovere taburetten og sætte ny belægning på sæde og trin.

Nogle vælger igen at sætte linoleum på, mens andre nytænker og skærer laminerede bordskånere til, så de passer i størrelsen og limer dem på med expoxy- eller kontaktlim. Man kan også bruge tapet eller voksdug lakeret med oliebaseret bådlak.

Tips til at renovere en husmorssteg findes på finafyndet samt Äntligen Emma.

Referencer: runeberg.org,  retrofolk.se samt Scandinavian Retro nummer 3, 2016.

Billederne i øverste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com, dem i midten er egne fotos og de nederste kommer fra tradera.com samt Liv i Villan.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

I slutningen af 50’erne ville Aluminia forny deres kunstfajance. Det førte til stengods-serierne Baca og Tenera.

Tenera kom først. Nils Thorsson havde i 1958 oprettet et særligt værksted og hyret seks nordiske kvindelige kunstnere, som skulle eksperimentere med nye anderledes dekorationer. I begyndelse til nogle af Aluminias ældre modeller, men senere også til nogle helt nye tegnet af Thorsson selv. Navnet Tenera kom først til efter nogle år. I begyndelsen blev genstandene blot markedsført som Kunstfajanceserien.

Fælles for alle Tenera delene var en lys farveskala overvejende i blålige toner og mange med med fabulerende motiver af fantasifugle, stiliserede blomster eller abstrakte ornamenter.

Fra 1958 til 1966 blev der tegnet i alt 266 forskellige dekorationer på 147 forskellige modeller. I 1969 samledes de seks kunstnere igen og lavede i fælleskab et stort fad. Det ses herover på billedet til højre.

Det kan være svært at kende forskel på de enkelte kunstneres streger, men alle dele er heldigvis mærket med kunstnernes signaturer.

Håndmalede genstande var dyre at fremstille, så for at holde prisen nede udviklede fabrikken silketrykket som en ny metode til dekoration. Teknikken blev lanceret med serien Baca fra 1965. Glasuren er mat og speciel ved, at der blev brugt vanidin samt forskellige metalsalte, der under brændingen fik farverne til at blære op. Det er derfor Baca serien har en karakteristisk let relief overflade.

Der kendes i alt 105 forskellige dekorationer. 54 er tegnet af Ellen Malmer, 25 af Nils Thorsson og 24 af Johanna Gerber. De tre har også formet hovedparten af modellerne.

Vender du bunden i vejret på en Baca genstand, kendes den på kunstnersignaturen i en rund ring. Fra venstre på billederne herunder er det Ellen Malmer, Nils Thorsson og Johanna Gerber. Det øverste nummer refererer til formen og det nederst til dekorationen. mens initialerne yderst i siden fortæller hvem, der har malet genstanden.

En komplet fortegnelse over samtlige Tenera og Baca dele med datering og angivelse af form- og dekorationsnumre findes i Erhard Flensborgs store to-binds værk om Aluminia.

Referencer: Egne fotos samt “Aluminia – fabrikkens historie og produktion af stengods, Porcelæn og fajance 1863-1969” af E. W. Flensborg, Forlaget Rhodos 2008, isbn: 87-7245-970-0 (bind 1-2).

Forf: JM

All content © copyright: Loppefund_Research

Jeg er ret vild med soft ice og appelsinsaft. Saften skal være helt frisk presset, ikke noget tamt sjask fra karton.

Et hav af citruspressere er gennem tidens løb vandret ind og ud af mit hjem. Alle købt brugt på loppemarked. Nu er samlingen efterhånden reduceret til tre, men én er faktisk nok, så to skal ud.

Hvem er så bedst i test?

Den klassiske hvide Sunkist, den spektakulære Juicy Salif med sit astrospace science-fiction look eller den skriggule Ole Jensen.

Plantagerne i Californien gik sammen og dannede et salgskooperativ. Nu skulle der gang i salget af appelsiner til staterne i øst. Brandet Sunkist blev opfundet, og i 1916 søsattes kampagnen “Drink an Orange”. Samtidig lancerede man en særlig presser i opaline glas.

Den blev fremstillet i forskellige farver. Mest almindelig er den hvide, som var i produktion lige indtil 1966. Sunkist presseren blev lavet efter en fælles standard form på forskellige glasværker. De første fra Indiana Glass Co og Fry Glass Co, senere kom hovedparten fra glasværket McKee Glass.

Philippe Starcks ikoniske dråbeformede Juicy Salif i aluminium kom på markedet i 1990. Den bliver produceret af Alessi. De første skitser tegnede han på en dækkeserviet fra en italiensk restaurant, mens han sad og ventede på sin frokost.

Juicy Salif siges at have inspireret Ole Jensen til at formgive sin citruspresser, selvom de slet ikke ligner hinanden. Ole Jensens presser er en del af en større serie, der også omfatter krus, kander, skåle og et dørslag. Serien blev fremstillet i fajance og introduceret i 1994 for Royal Copenhagen. Senere overgik produktionen til Room Copenhagen, men nu i melamin.

Tre store appelsiner fyldt med kerner kommer på bordet og skal udfordre de tre pressere.

Appelsin nummer 1 går til Sunkist presseren. Den har en stor kegle. Så stor at den er perfekt til appelsiner og grapefrugter, men knap så velegnet til små citroner og helt uduelig til limefrugter. Sunkist står solidt på bordet. Tuden fungerer ikke særlig godt. Den drypper, og det sviner fra underløb, når der hældes. Værst er dog fraværet af kernestopper. Alle kerner havner i skålen.

Appelsin nummer 2 sættes på Juicy Salif. Den har heller ingen kernestopper. Også her ender de i skålen. Keglen er ret lille. Derfor er den perfekt til citroner, men knap så god til grapefrugt eller store appelsiner. På minussiden tæller, at Juicy Salif er temmelig vakkelvorn. Der skal ikke meget pres til, før den mister balancen. Trods lang afstand mellem kegle og skål sviner den stort set ikke. Man kan endda placere et smalt glas under de lange ben, og al saft lander alligevel præcist. Det er et stort plus.

Appelsin nummer 3 er til Ole Jensen. Hans presser er super praktisk, fordi den samtidig fungerer som kande med rigelig plads til saft fra mange appelsiner. Den står uhyre stabilt på sit underlag. Tuden er genial. Så tilpas smal for neden, at alle kerner fanges, når man hælder saften ud. Grebet er lige velegnet for venstre- som højrehåndede. En rigtig smart og gennemtænkt detalje.

Ole bliver en klar vinder på sin funktionalitet. Tilmed har den et sjovt og anderledes design. De bløde runde former og den knaldgule farve gør dig simpelthen glad i låget.

Referencer: “Kitchen Glassware of the Depression Years” af Gene Florence, Collector Books 6. udgave 2001, isbn 1-57432-220-6. reamers.org, finedininglovers.com, “Danske designere Ole Jensen” af Erik Steffensen, Louisiana 2002, isbn. 87-617-3281-8.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Transportpaller er beregnet som underlag til at fragte gods, men de kan sagtens få et nyt liv i hjemmet.

Det har mange efterhånden fundet ud af, og gamle brugte paller kan anvendes til næsten alt.

Brug dem som de er til ophæng, skoreol eller som altankasser. Med lidt fingerfærdighed kan de også flikkes sammen til møbler, eller skil dem ad og brug enkelte dele, f.eks. til en lampefod.

Før du kaster dig over et projekt med genbrug, så tjek pallerne. De kan nemlig være fyldt med giftige kemikalier.

De fleste paller er bygget efter standarder med normer for kvalitet og krav til brændemærkning. Mærkerne er altid sat på klodserne på pallens langside. Er der ingen mærkning, skal du undgå pallerne, fordi det er umuligt at finde ud af, hvad de indeholder.

Halve paller er en særlig specialitet kun til brug i Danmark og er mærket DS for Dansk Standard. De indeholder ikke kemikalier

De fleste standard paller i Danmark har et certifikat fra enten EPAL (European Pallet Ass) eller det ældre EUR system. En del nyere har både EPAL og EUR.

Ældre EUR paller blev især brugt af jernbaneselskaber. Derfor er der tit samtidig en signatur fra en national jernbaneoperatør, f.eks. franske SNCF eller danske DSB. Polske PKP mistede deres licens i 2004, fordi de ikke overholdt reglerne, så dem skal man undgå. Nogle mener, at man også skal gå udenom gamle EUR paller, der ikke også er mærket EPAL

At tolke de forskellige koder er lidt af en jungle. Som tommelfingerregel skal man undgå paller, der er mærket MB. De er behandlet mod svamp og skadedyr med giften methyl bromid. Der kan sagtens stå nogle bogstaver foran MB, f.eks DBMB. Det fortæller, at pallen først er debarked (DB) og bagefter behandlet med methyl bromid.

Klodserne på de fleste paller er lavet af rent træ, men klodser af spån kan også forekomme. De indeholder lim med sundhedsskadelige stoffer.

Får du fat i ting bygget af enkeltdele, skal du være særlig opmærksom. Lampen i den øverste billedcollage er bygget af en klods fra det slovakiske jernbaneselskab SZ. Ingen ved hvilke mærker, der har været på de andre klodser.

Referencer: Wikipedia, Preparedness Mama, Mærkefabrikken, 1001pallets.com.

Billederne i den øverste collage er hentet fra Werkstaddesign og Pinterest, hvor du kan finde flere eksempler på brug af paller, hvis du søger på “pallet projects”, “recycled pallets” eller “wooden pallet”.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

I 1956 tegnede Arne Vodder en stol med drejeligt ryglæn for France & Daverkosen.

Stolen er i massiv teak og blev lanceret i forskellige varianter med eller uden armlæn. Sæde og ryg kunne være polstret med stof eller læder eller udført af flettet sukkerør indsat i en ramme af teak.

Arne Vodder gik på Skolen for boligindretning i midten af 40’erne og var elev af Finn Juhl. Det ser man i model 183-188, der senere får ændret numre til 203-206. Formsproget med den tydelige adskillelse mellem det bærende og det bårne er netop et karakteristisk Finn Juhl designtræk.

Modellen var i produktion i en lang årrække fra den blev tegnet i 1956 og i hvert fald indtil 1966, da Cado købte fabrikken, som i 1957 havde skiftet navn til France & Søn. Efter 1966 videreførte Cado flere af France møblerne.

Et nærmere kig afslører, at 183-188 / 203-206 ændres efter nogle år. Endda meget markant. Næsten på grænsen til at der er tale om en ny stol.

Forskellene ses på mine egne eksemplarer. En tidlig 186 L fra 1956 med flettet ryg og sæde i læder og med mærket fd for France & Daverkosen samt en 204 L fra efter 1957 med læder og med mærket FF for France & Søn.

Mest synlig er forskellen på bagbenenes afslutning. Først har den løgform, senere bliver den flad. Under sædet sker der også noget. Sargene ændres og anbringes anderledes. Samtidig reduceres antallet fra 5 til 4, og desuden skifter udformningen facon fra bueformet til lige. Andre mindre ændringer ses ved armlænenes længde og højde.

Der er næppe tvivl om, at ændringerne skyldes hensyn til en mere rationel, mindre tidskrævende og dermed billigere produktion. Til gengæld ofres nogle lækre detaljer og lidt af det lette præg.

Hvad Arne Vodder har sagt til det, står hen i det uvisse. Man kan gætte på, at han i det mindste har givet sin accept. Måske har han endda selv udformet tilpasningen. I kataloget fra 1961 er ændringerne implementeret, og året før tegnede Vodder en lænestol model 164 med næsten samme udformning af sargen som på 203-206 serien.

France & Daverkosen / Søn var en af de store aktører i fortællingen om efterkrigstidens Danish Modern. Deres andel af den samlede danske møbeleksport i 1954 var næsten 60 %. Fra 1952 foregik produktionen på en moderne fabrik i Hillerød. Da det toppede var der 350 ansatte.

I 2015 udkom en bog om virksomheden. Et fremragende velskrevet og rigt illustreret værk med en biografi om grundlæggeren Fearnley France. Han var noget af en personlighed. Fremsynet og dygtig, men samtidig gammeldags og kontroversiel.

Bogen gennemgår også de forskellige møbeldesignere og deres arbejder. Især Finn Juhl samt Peter Hvidt og Orla Mølgaard tegnede mange møbler for France & Daverkosen /Søn.

I et appendix til bogen er trykt kataloget fra 1961 med illustrationer af hele sortimentet og med detaljeret beskrivelse af de forskellige varianter.

Referencer: “France & Søn – British Pioneer of danish Furniture” af James France, Forlaget VITA 2015, isbn. 978-87-998388-1-3 ; Furnitureindex.dk ; Mats Linder – Scandinavian Design.

Artiklens øverste billede er hentet fra et udateret France & Søn katalog publiceret af Mats Linder. Hans Katalog er sandsynligvis fra 1961, idet Finn Juhls Diplomat stol model 209 fra 1962 ikke er med. Det er til gengæld armstol model 138 tegnet i 1961. De øvrige billeder er forfatterens egne.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Katrine har købt en stol på auktion. Det fortælles, at den stammer fra et skib. Det er derfor, den har beslag i bunden, så den kunne spændes fast, men hvem har designet stolen, vil hun gerne vide?

Et godt sted at begynde sin research vil ofte være Designmuseum Danmarks furnitureindex. FH er Fritz Hansens bomærke, men stolen findes ikke, når man søger på Fritz Hansen som maker. Altså må der i stedet fokuseres på den maritime vinkel.

Selvom søgangen til Bornholm, Norge, England eller bare over Storebælt kunne være heftig i en efterårsstorm, havde færgerne på de ruter ikke kroge i salonerne til at fastspænde møblerne. Var der varsel om stærk storm, aflyste eller udsatte rederierne blot afgangen.

Katrines stol har snarere været på oversøisk sejllads, hvor bølgerne kunne være helt anderledes voldsomme. Skibe midt ude på Atlanten havde ikke mulighed for at søge ly i en havn.

Museet for Søfart i Helsingør har digitaliseret sit billedarkiv og lagt det på Nettet. En guldgruppe med et hav af maritime billeder. De er alle tagget med forskellige emneord, som gør det muligt at afgrænse en søgning. Under kategorierne “livet om bord” og “salon” finder man en masse billeder af skibsaptering.

Fragtskibe kunne også tage passagerer. Rederiet ØK’s M/S Ayuthia fra 1960 havde to kahytter for fire passagerer og en stor fælles rygesalon. Den ses på billedet til venstre. Til højre er det salonen på skibet M/S Funchal. Møblerne har stor lighed med Katrines stol.

Jeg har sendt billederne til Fritz Hansen, som har sammenlignet med billeder i deres eget arkiv og har fundet fem til, at stolene kan være formgivet af Alf Svensson. Han tegnede en serie møbler i 1954, som ikke blev nogen salgssucces og kun var i produktion i ganske kort tid. Lænestolen har modelnummeret 4415.

Referencer: billedarkiv.mfs.dk, faergejournalen.dk samt mail-korrespondence med Republic of Fritz Hansen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Svensk mælk i pap lanceredes i 1954. De første kartoner fra Tetra Pak var pyramideformede, men svære at få placeret i køleskabet og umulige at holde om og få åbnet.

Husqvarna Børstefabrik satte sig for at udvikle en praktisk kande, som mælken kunne hældes over i. Sigvard Bernadottes Designstudio i Stockholm fik opgaven.

Det var ikke noget nemt projekt. Den måtte ikke veje ret meget. Den skulle være let at håndtere for børn. Den skulle være smal, så den kunne stå i køleskabslågen, men samtidig stabil, når den stod på bordet. At den sluttede tæt var også vigtigt, så mælken ikke tog lugt fra andre fødevarer i køleskabet.

Mælkekanden var på tegnebrættet fra 1961 til 1963. Inspirationen var en trekantet isvandkande i sølv, som Bernadotte i 1952 havde tegnet for Georg Jensen. Flere medarbejdere var i gang, og der blev lavet mange prototyper i gips og træ. Til sidst valgte man Helene Lalanders forslag. Hun var sølvsmed og ansat hos Bernadotte. Kanden blev døbt Signatur og kom i farverne gul, blå og rød.

Alle krav var opfyldt, og i køleskabslågen kunne der nemt stå flere Signatur kander på skrå ved siden af hinanden. Langs bagkanten og hele vejen ned til bunden løber hanken. Den støtter og giver kanden stabililet, selvom den er høj og smal.

Signatur er fremstillet i styrenplast og var i produktion i mange år. I 70’erne flytter produktionen til virksomheden Hammarplast, der videreførte de oprindelige farver, men også lavede en klar udgave med måleenheder på siden og brunt låg.

Referencer: “Sigvard Bernadotte och skandinavisk industridesign” af Thomas Lindblad, Signum 2010, isbn 978-91-86221-07-2 samt naringslivshistoria.se

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Jørgen har arvet en stol fra sin far og vil gerne vide, hvem der har tegnet og produceret den.

Din stol er tegnet af Johannes Andersen og produceret hos Bdr. Andersens Møbelfabrik i Vejen, som var ejet af Egon og Jens Andersen og ikke må forveksles med Brødrene Andersens Møbel-snedkeri i Århus (i dag Andersen Furniture i Hinnerup).

Stolen har modelnummeret BA 113. Hvornår den er tegnet er usikkert, men den var i produktion i 1969, hvor designtidsskriftet Mobilia viser den i en annonce.

Johannes Andersen var meget virksom i 50’erne og 60’erne og har tegnet møbler til flere danske møbelfabrikker, især Uldum Møbelfabrik og CFC i Silkeborg. Designmuseum Danmarks database har registreret 24 forskellige producenter af Johannes Andersens møbeldesign.

Detaljen med kopstykket i ryggen, som buer fremad og bliver til et lille armlæn, giver god støtte til albuerne, og den åbne konstruktion gør det nemt at komme til bordet. Det er stiltræk, som kan være inspireret af Hans J. Wegner. Hans Y-stol fra 1950 og Kohorn-stolen fra 1952 er konstrueret efter det samme princip.

Referencer: Mobilia nr. 162/163 januar/februar 1969 samt opslag på Johannes Andersen i furnitureindex.dk

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Med lyntog fra København til Århus på 4½ time. De første lyntog fra 1935 var et af tidens største ikoner og et symbol på fart og teknik.

Enhver rask dreng vidste, hvad et lyntog var, og der gik ikke lang tid, før de også rullede ind på børneværelserne.

Allerede i 1936 optræder det i børnebogen Toget med tegninger af Arne Ungermann, men også legetøjsfabrikanterne fik travlt. Pilot lavede miniature-modeller i bly. De fleste legetøjslyntog var dog fremstillet af træ. Såkaldte skubbetog uden motor eller skinner, men med gummihjul, så de ikke larmede eller ridsede, når de kørte. Og mor kunne tage det helt roligt og slappe af. Lego havde et 3-vogns lyntog i sit sortiment. Det er i dag sjældent og et eftertragtet samlerobjekt.

Rigtigt sejt var det, hvis toget var elektrisk. Frederiksberg-virksomheden Wittrock kom med et elektrisk lyntog i slutningen af 40’erne til den formidable pris af 124,50 kr. Det var dyrt, men modellen kunne også leveres som umekanisk skubbetog. Så kostede det kun 8,75 kr.

Både modellerne fra Wittrock og Pilot tilstræber at ligne Statsbanernes rigtige lyntog. Især Pilot rammer forbilledet rigtig godt. Vinduernes antal og placering er korrekt udført. Modellen er støbt i en form, hvor man virkelig har gjort sig umage med detaljeringsgraden. Det samme har ikke med datidens teknologi været muligt på Wittrock toget, som er udstanset og sat sammen af tynde blikplader.

Året før det første lyntog introducerede Statsbanerne de københavnske S-tog. Det var i 1934. Også de blev omsat til legetøj.

Samme år viste Illum i sit julekatalog et S-tog “skåret over samme læst som de rigtige S-tog”. Det er nu ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Modellen ligner overhovedet ikke, men mon ikke kopien alligevel har vakt jubel, sådan som annoncen kækt lover.

Referencer:

Wittrock lyntoget er udgaven med motor. Det er mit eget og fundet på et loppemarked til 400 kroner.

Pilot togmodeller er sjældne. De blev kun fremstillet en kort årrække. Mere almindelige er skibe og modelbiler fra samme producent. Priserne svinger efter stand. Mit eksemplar består af 3 vogne og kostede 100 kroner på et loppemarked.

Katalogsiderne er hentet fra Det kongelige Bibliotek i København. Lyntoget af træ er vist i Daells Varehus julekatalog 1948. Wittrock lyntoget kommer fra Illums julekatalog 1948, mens S-toget er fra Illums julekatalog 1934.

Tegningen af lyntoget, der kører ombord på Storebæltsfærgen, er af Arne Ungermann og fra bogen Toget af Harald H. Lund.

Billederne af Statsbanernes lyn- og S-tog findes på Jernbanemuseets arkiv og er tilgængelige via jernbanekilder.dk

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Beholdere af glas med låg til opbevaring af mad kom ind i køkkenet sammen med køleskabet.

Mens de fleste danske hjem i slutningen af 40’erne stadig klarede sig med et spisekammer eller isskab, havde køleskabet før krigen holdt sit indtog i mange amerikanske og svenske køkkener.

I starten blev maden lagt på fade eller tallerkener, men i 30’erne kom der fokus på hygiejne og holdbarhed. Maden skulle dækkes til, og bokse af presset glas var velegnede.

Tyske Wilhelm Wagenfeld tegnede i 1938 Kubus systemet. Det var smart tænkt, fordi boksene kunne stables i datidens små køleskabe. Kubus blev især udbredt i Danmark, fordi nogle forme efter krigen endte på Holmegaard Glasværk.

Men Wagenfeld kom ikke først. En af de helt store køleskabspionerer var svenske Electrolux. Allerede i 1930 lancerede de en serie stablebare bokse med fabrikkens logo præget i låget. Der fulgte en stor og to mindre med som tilbehør, når man købte et Electrolux køleskab. Havde man brug for flere, kunne de også købes særskilt.

De første Electrolux bokse blev fremstillet hos Eda Glasbruk, men senere leverede også Orrefors og Limmareds. I 1934 og igen i 1940 skifter boksene design og får andre størrelser. Hvor må det have irriteret husmødrene, for de gamle og nye bokse passede ikke sammen.

Andre svenske glasværker greb ideen og fremstillede deres egne modeller. Gullaskruf kom i 1937 med deres Kylex serie i farvet glas. De var anderledes og bestod af to ens halvdele, der valgfrit kunne vendes som enten bund eller låg. Uden for køleskabet kunne de bruges på bordet  som serveringsfade. Som supplement kunne også fås Kylex kander i forskellige størrelser, men de havde andre mål og kunne ikke stables med boksene.

I 50’erne er det ved at være slut. Stig Lindberg tegner i 1953 nogle bokse i styrenplast kaldet Ankarsatsen. De afløser dem af glas, men en kort overgang medfølger der til hvert Electrolux køleskab en glasboks og to af plast.

Referencer: Funkisglas af Thomas Lindblad og Anna Livén West, Signum 2011 isbn. 978-91-86221-14-0, videnskab.dk samt flickr.com

Billederne af Electrolux og Kylex er fotograferet fra bogen om funkisglas, Wagenfeld Kubus boksene er forfatterens egne og husmødrene er hentet fra Flickr.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Er det en Børge Mogensen, spørger Maj og sender nogle billeder af sin stol.

Den minder om Børge Mogensens model SM 122 fra Søborg Møbelfabrik, men det er ikke ham, som har tegnet den.

Stolen ses ofte til salg på Nettet. Nogle mener, at den er tegnet af Ib Kofod Larsen for Christensen & Larsen. Det er forkert. Den er helt sikkert ikke fra snedkermestrene Christensen & Larsen og sandsynligvis ikke tegnet af Ib Kofod Larsen.

Fejlantagelsen har det med jævnligt at poppe op i annoncer på Nettet. Måske skyldes det et stort dansk auktionshus, der i 2013 udbød et lot stole magen til Maj’s og skrev, at de var tegnet af Ib Kofod Larsen og udført hos Christensen & Larsen.

Stolen kommer fra Espe nær Ringe på Fyn. Her lå Boltinge Stolefabrik, og her er den fremstillet. Den var i produktion fra omkring 1956-57, har modelnummer 62 og vises i flere numre af tidsskriftet Mobilia. Møbler fra Boltinge er ikke altid mærket, men når de er, har de et stemplet bomærke med et træ og et B til venstre ved stammen og et S til højre.

Ib Kofod Larsen var allerede i midten af 50’erne et anerkendt navn, som jævnligt siden 1949 havde været repræsenteret på Københavns Snedkerlaugs udstillinger. I 1956 – året før annoncen i Mobilia – deltog han med lænestolen U-56, som vandt megen opmærksomhed og anerkendelse. U-56 fik uofficielt tilnavnet Elisabeth, fordi den engelske dronning købte et eksemplar.

Havde Ib Kofod Larsen tegnet stolen for Boltinge Stolefabrik, ville det være oplagt i annoncen at læne sig op ad berømmelsen og nævne ham som designer.

Referencer: Mobilia 1957, nr. 4 og Dansk møbelkunst gennem 40 år, bind 2 1947-1956. Billedet af fabrikken i Boltinge er fra 1961 og hentet fra Det Kongelige Biblioteks samling “Danmark set fra luften”.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Han kørte jævnligt med eksprestoget Göteborgaren og ærgrede sig hver gang over togets slingren og kaffen, der skvulpede over. En dag fik han nok og tegnede en skvulpefri kop til brug i jernbanevogne.

I 1951 blev koppen vist på triennalen i Milano og præmieret. Manden var Gunnar Nylund. Hans talent var mangesidet og bredden i hans kunstneriske indsats var stor og original.

I 2017 udkom en bog, der bevæger sig ind under huden på Gunnar Nylunds virke som kunstner og industriel designer. Han arbejdede ad flere omgange i Danmark. For Bing & Grøndahl 1925-28 og senere igen som kunstnerisk leder mellem 1936-37. Sammen med Nathalie Krebs startede han værkstedet Saxbo i 1928 og var der til 1931. Senere vendte Nylund tilbage til Danmark og var kunstnerisk leder på Nymølle mellem 1959-63. Desværre er der kun et mindre kapitel på 9 sider om tiden i Danmark. Det er mest Rörstrand og Sverige, bogen fokuserer på.

Gunnar Nylunds hjerte bankede for keramik og stentøj. I 1943 introducerede Rörstrand en serie stengodsminiaturer. Ideen havde Nylund taget med fra Bing & Grøndahl. Kollektionen blev vist på udstillinger rundt omkring i Sverige og skulle udbrede interessen for stentøj til populære priser.

I 1946 fik Rörstrand en ny ung drejer den kun 17-årige Sven Wejsfelt. Hans mester var danskeren Julius Larsen, der nidkært vogtede over miniaturenes kvalitet. En dag var Larsen ikke tilfreds med Wejsfelts arbejde, stak en finger i og ødelagde dem. “Vad fan har du gjort, det där är inte brä”, sagde han, fordi Wejsfelts miniaturer var endnu mindre og tyndere end Larsens egne. Men Nylund havde allerede godkendt dem, og da han så de ødelagte miniaturer, sprang han hen til Larsen og gav ham en regulær skideballe. “Efter det kom han aldrig mer och sade något” fortæller Sven Wejsfelt.

I 30’erne, 40’erne og i begyndelsen af 50’erne var Gunnar Nylund Rörstrands absolutte superstar. I de næste årtier er kritikerne knap så begejstrede. Hans status som stjerne er ved at falme. Det er bogens påstand, at de serier, han skabte i 60’erne, er light udgaver af fordums storhed.

Serien Igloo fra 1965 hører til de senere arbejder fra Gunnar Nylunds hånd. Den var et forsøg på at matche tidens optimistiske farveglade popkultur, men dømmes til jorden som det modsatte: Et dystert minde og træt imitation af en stolt fortid.

Kommercielt var Nylund dog stadig vigtig for Rörstrand. Jule-tallerkenerne i perioden 1968-1999 blev et kæmpe hit. De fleste har motiver fra Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige. I begyndelsen troede fabrikken ikke rigtig på projektet. Den første fra 1968 kostede 25 kroner og blev kun fremstillet i et mindre oplag. En smart amerikansk forretningsmand købte stort ind, og snart dukkede der annoncer op, hvor 68’eren nu blev solgt tilbage til Sverige for 400 kroner.

Bogen om Gunnar Nylund er en velskrevet biografi, som kronologisk skildrer hans liv og karriere. Undervejs er der mindre temaartikler om signaturer, glasurer og stengodsteknik.

Hovedvægten er lagt på keramik og stentøj, men der er også et spændende kapitel om Gunnar Nylunds fajance og porcelæns servicer. Andre kapitler handler om hans offentlige værker og hans dyrefigurer. Til sidst et kapitel om personen Gunnar Nylund. Det slutter lidt trist og patetisk med vilde projekter.

Efter tiden på Rörstrand giver han sig som pensionist i gang med ideer og opfindelser. Nogle af dem det rene vanvid som en bro over Øresund i gotisk metal med jernbane, vejbaner, cykel- og ridestier samt cafeer og butikker. Det hele skulle finansieres af reklamer. Et andet ambitiøst projekt handlede om at lede Golfstrømmen ind i Østersøen og derved hæve temperaturen om vinteren i Skåne med 10 grader.

“Gunnar Nylund – Konstnär och industriformgivare” af Petter Eklund, Historiska Media 2017, isbn 978-91-7545-571-6.  Pris 293 dk.kr.

Interiørbilledet fra motortoget Xoa5, der kørte som “Göteborgaren”, kommer fra Sveriges Järnvägs-museum og kan ses på siden jarnvag.net. Øvrige billeder er affotograferet fra bogen. Igloo vasen tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM