Amerikanske Ted Nierenberg fik Eslau til at producere to stel i stentøj til sit firma Dansk Designs. Begge blev gevaldige salgssuccesser i USA, men det ene stel var tæt på at knække fabrikken.

Flamestone hed det første stel, tegnet af Jens Harald Quistgaard og produceret på Eslau fra 1957. Fabrikken i Sengeløse skulle nu til at levere store partier til det amerikanske marked.

Det var en kæmpe udfordring. To nye ovne og en ny stor transformator blev bygget. Når begge ovne var i gang, kunne det mærkes i hele byens strømforsyning. Så meget at filmapparatet på den nærliggende skole gik i stå.

Til Flamestone brugtes to stentøjsmasser. Først en mørk til korpus og senere en lys til den hvide glatte inderside. Det var svært at få de to masser til at arbejde sammen. Ved brændingen svandt den mørke mere end den lyse, så risikoen for, at hele partiet sprængtes ved den efterfølgende nedkøling, var høj.

“Vi kom hovedkulds ud på det amerikanske marked. Eksporten var meget kapitalkrævende, og vi skulle fra dag til dag forøge produktionen. Virksomheden var ikke gearet til det”, udtalte den ene af Eslaus ejere senere.

Banken ville efterhånden ikke mere, så Ted Nierenberg måtte træde til med ny kapital. Konstant var der problemer. Eslau kunne ikke levere i de mængder, som Dansk Designs ville have. En kort overgang forsøgte man at få Kronjyden i Randers til at supplere produktionen. Færdig forarbejdet og indfarvet stentøjsmasse blev sendt til Randers, men det blev ingen succes. I 1974 valgte Eslau helt at droppe produktionen af Flamestone, der herefter blev fremstillet i Japan.

Afløseren som eksportsucces til det amerikanske marked blev tegnet af Niels Refsgaard i 1964. Stellet hed Generation. Helt anderledes rustikt i sit udtryk og karakteristisk med de mange brune pletter. De fremkom ved at glødeskaller af jern blev knust og blandet i stentøjsmassen. Nogle af delene er dekoreret. Der findes 12 forskellige mønstre. Alle håndmalet med kohornsteknik.

Denne gang løb Eslau ikke ind i vanskeligheder. Generation reddede fabrikken og blev en rigtig god forretning. Færre arbejdsgange og mindre energiforbrug. Til Flamestone skulle der bruges tre medarbejdere til at fremstille 400 tallerkener, mens to mand kunne klare 3000 Generation tallerkener på samme tid.

Mærkerne under Flamestone har ændret sig gennem årene. Der er flere varianter. Alle bærer Quistgaards initialer IHQ. Kun de dansk fremstillede dele er mærket Danmark eller Denmark.

Niels Refsgaards initialer NR sidder altid under Generation. Mærkerne kan enten være blåmalede eller præget i godset uden brug af farve.

Reference: “50 år med Eslau. En dansk keramikfabriks historie” af Jørgen Bjerre. Jubilæumsskrift Eslau 1994.

Du kan læse en kort præsentation af Eslau’s historie på virksomhedens hjemmeside. Eksempler på andre arbejder af Niels Refsgaard finder du på hans hjemmeside.

Billederne af Flamestone er fra bogen og fra lauritz.com. Generation steldelene er fotograferet hos forretningen DesignRetro i Odense. Øvrige billeder kommer fra etsy.com og ebay.com.

Forf: JM

Det eneste den ikke kan bruges til er gadebelysning, men ellers kan den bruges til næsten alt. Louis Poulsen sagde selv om deres LamPetit, at der ville være 117 anvendelsesmuligheder.

Den så dagens lys i 1966. Først kun i farven sort, men allerede året efter lanceredes den i orange og grå. Senere igen kom også en rød variant.

Anmelderne betragtede den nærmest som en dansk verdensrevolution, selvom Louis Poulsen i sine reklamer fortalte, at teknologien bag LamPetit var international og efter amerikansk ide, men designet det var ægte dansk.

Lamper til lavvolt blev opfundet af Jay Monroe i 1959 og markedsført under navnet Tensor. Ideen var praktisk og genial. Mange andre lampeproducenter fik travlt med at lave nogle lignende små kompakte lamper med 12 volts automobilpærer.

Louis Poulsen skrev aldrig i sine produktblade eller reklamer, hvem der var ophav til LamPetit. Er det en medarbejder fra Louis Poulsens eget designerteam, som stod bag, eller blev den tegnet af Verner Panton?

Siden Classic-Modern peger i en artikel fra april 2010 på Verner Panton. De citerer fra en booklet angiveligt udgivet af Louis Poulsen på et tidspunkt efter Pantons død i 1998, men referencen er problematisk. Den kan ikke efterprøves. Der gives ingen yderligere bibliografiske data, ligesom det heller ikke tydeligt fremgår af artiklens indsatte skærmdump, at det skulle stamme fra en officiel Louis Poulsen publikation.

Vitra Design Museum er eksperter i Verner Panton. Deres store retrospektive bog fra 2000, som bygger på hans efterladte arkiv og skitser, har en komplet værkfortegnelse med alle lamperne. Her er LamPetit dog ikke nævnt.

Det er den derimod i Louis Poulsens firmablad LP & CO Nyt. I nummeret fra 28. oktober 1966 fortælles det, at LamPetit er formet af Louis Poulsens medarbejder Bent Gantzel Boysen.

Bent Gantzel Boysen var i 70’erne leder af Louis Poulsens eget designteam, der stod bag lamper som IT-serien fra 1972 samt PH 80 lamperne, der blev tegnet i 1968 efter Poul Henningsens død året før.

Efter tiden hos Louis Poulsen fortsatte Bent Gantzel Boysen med at tegne lamper til Ikea. En af de mere spektakulære fra 1983 var punktbelysningen Duett med seks farvede metalskærme.

Referencer: LP & CO Nyt 28. oktober 1966, Bo Bedre oktober 1967, Taklampor från Ikea trykt i Hus & Hem Retro [nr 1], sommer 2011, Verner Panton – Das Gesamtwerk, Vitra Design Museum 2000, isbn. 3-931936-22-8, danishvintage.design

De sort-hvide illustrationer er hentet fra LP & CO Nyt samt Bo Bedre.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Er du vild med gamle emaljeskilte, skal du tage en tur til Industrimuseet i Horsens eller Jernbanemuseet i Odense.

På udstillingen i Horsens kan du se skilte fra museets egen samling suppleret med indlån fra andre museer og fra private samlere. En stor del kommer fra John Juhler Hansen, der har udgivet bøger om emaljeskilte, og som også har været kurator på udstillingen.

Mere end 100 skilte vises. Både nyere fra efterkrigstiden samt ældre af den hvælvede slags. Nogle er lokale og yderst sjældne, fordi de kun har været produceret i begrænset oplag.

Emaljeskilte er blevet et stort og populært samlerobjekt. For få år siden var de en lille niche for feinschmeckere. I dag har skiltene fået en bredere appel. Der kommet en ny kategori af købere til. Det er folk, som bare vil have et enkelt skilt til hjemmet, og som bruger dem som en dekorativ del af interiøret på lige fod med plakater og kunst. Derfor er auktionspriserne høje på gode skilte i fin stand.

En særlig slags emaljeskilte sad på jernbanestationerne. Dem finder du også på Industrimuseet i Horsens, men vil du se en større samling stationsskilte, skal du til Odense.

A/S Jernbanereklamen havde koncession på ophængning af skilte på danske jernbanestationer. I 1937 havde man kontrakt om ophængning på 655 stationer.

Fra starten af 30’erne var størrelsen blevet standardiseret til kvadratiske skilte på 58 cm x 58 cm. Praktisk med ensartet format, hvis skiltene skulle udskiftes. Det skete dog sjældent. De samme skilte hang år efter år på stationerne lige indtil 1965, hvor tiden efterhånden var løbet fra emaljen som reklamemedie, og de sidste blev pillet ned. Plakater af papir var billigere at fremstille.

De mindre landstationer var det lokale samlingspunkt. Ventetiden på perronen kunne slås ihjel ved at kigge på de mange farvestrålende skilte. Man kender til 70 forskellige stationsskilte. På Jernbanemuseet har de en samling på omkring 30 stykker. De flytter lidt rundt på dem. På et tidspunkt hang de fleste på en plankeværkstavle rekonstrueret efter et typisk perronmiljø. I dag er tavlen skåret op i flere mindre søjler og placeret i galleriet på 1. sal.

Udstillingen på Danmarks Industrimuseum løber til 22. oktober 20017. Stationsskiltene på Danmarks Jernbanemuseum er en del af den faste udstilling.

Reference: “Gadens Blikfang” af John Juhler Hansen, Forlaget Permild & Rosengreen 2016, isbn. 978-87-990816-4-6. Pris 349 kr. Det sort-hvide billede er affotograferet herfra.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Grete Jalk udgav i 1987 et firebindsværk om dansk møbelkunst. Det er nu blevet genoptrykt i en ny udgave til langt billigere pris, end hvad den oprindelige udgave koster antikvarisk eller på auktion.

Dansk Møbelkunst har været svær at få fat på. Antikvariaterne har taget sig rasende godt betalt for brugte eksemplarer. Et prisleje på mellem 8000-12.000 kr. har ikke været ualmindeligt. Det nye genoptryk koster kun 2500 kr. Du sparer altså rigtig mange penge, men medaljen har også en bagside. Billedekvaliteten er ikke helt i orden.

Illustrationerne mangler skarphed og enkelte detaljer er gået tabt. Det var Teknisk Forlag, som udgav værket første gang. Genoptrykket står Lindhardt og Ringhof for. De har formentlig ikke haft adgang til de oprindelige billeder fra samtidige bøger og tidsskrifter og har derfor måtte ty til at scanne eller kopiere siderne på grundlag af udgaven fra 1987.

Forskellen ses mere eller mindre tydeligt. Her er det Finn Juhls NV-53 stol med billedet fra 2017 udgaven til venstre.

Billederne er dog langt fra så dårlige, at man ikke sagtens kan bruge dem til identifikation. Jeg vil også meget hellere bruge mine penge på et møbel, end hælde dem i et grådigt antikvariat.

Snedkermestrenes årlige udstillinger fandt sted mellem 1927 og 1966. I 30’erne begynder nye unge arkitekter at komme på banen, og udstillingerne udviklede sig snart til en slags modeshows for moderne møbler.

Kvaliteten og den faglige stolthed var i top. En del snedkermestre dannede fast makkerskab med bestemte arkitekter. Finn Juhl tegnede f.eks. i mange år for Arne Vodder.

Men arkitekter skal også have smør på brødet. De færreste kunne leve af alene at formgive for mestrene. Så sideløbende tegnede de for møbelindustrien. Fabriksmøblerne falder dog uden for emnet. I Grete Jalks bogværk er der kun fokus på snedkermestrene. Det var jo dem, der stod for de årlige udstillinger.

Du kan læse værket kronologisk eller bruge det som opslagsværk. Forrest i første bind er der registre med opslag på snedkermestre og arkitekter.

Alle bind er ens disponeret. Billeder på højresiderne og beskrivelse i form af anmeldelser til venstre. Kritikken kunne til tider være hård.

Om arkitekt Brockmann Petersens stol fra 1953 for snedkerfirmaet Louis G. Thiersen lød det i Social-Demokraten: “Den eneste hage ved den mærkværdige stol er den, at små mennesker bliver rundryggede af at sidde i den”.

Skudsmålet fra Erik Vørts i tidsskriftet Dansk Kunsthaandværk var lige så nådesløst: “En udvikling indenfor dansk møbelhåndværk, som man ikke gerne vil se på Snedkerlaugets udstilling, en kvasi modernistisk formgivning, som direkte modarbejder de ideer, der gennem mange år er arbejdet for”.

Alligevel fik stolen første præmie i laugets konkurrence.

“Dansk Møbelkunst gennem 40 aar – Københavns Snedkerlaugs Møbeludstillinger 1927-1966, Bind 1-4. Lindhardt og Ringhof 2017, isbn. 978-87-11-56631-2. Pris 2500 kr.

Forf: JM

Designeren Jens Harald Quistgaard formgav i 1955 en serie emaljerede stålgryder. De blev markedsført af Dansk Designs og kaldt Kobenstyle.

Navnet betyder københavnerstil, fordi man på det vigtige amerikanske marked ville signalere, at der var tale om dansk stil fra København.

Gryderne er et godt eksempel på genial nytænkning. Grebet er elektrisk svejset på låget med flere berøringspunkter. Med den konstruktion er der kun få steder, hvor snavs kan samle sig. Samtidig opnås en praktisk varmeisolerede effekt. Det omvendte låg fungerer også som bordskåner. Man stiller gryden oven på låget, mens der øses op på tallerkenerne, så varmen fra gryden ikke bliver ledt ned i bordpladen.

Det skulpturelle buede korpus er formet ved hjælp af olie og lufttryk. Selv sagde Quistgaard, at gryden blev formgivet som var den slået op i hånden, ligesom en sølvsmed ville have gjort det.

Mellem 1955 og 1965 blev Kobenstyle gryderne sammen med de tilhørende pander og kander i serien fremstillet i Danmark hos Glud og Marstrand. Farvevarianterne var limegrøn, gul, rød og turkis, men den limegrønne solgte ikke godt og gled ud allerede i 1956. I dag er den sjælden på brugtmarkederne og koster i god stand meget mere end de øvrige farver.

I 1965 flytter produktionen til Frankrig og nogle af farverne udgår, mens  andre kommer til. Klik på skemaet herunder og se detaljerne om de forskellige farver.I 1985 er det slut med Kobenstyle. I hvert fald indtil videre. Dansk designs, som i mellemtiden skiftede navn til Dansk International Designs, kom i hænderne på spekulationsbanken Goldman Sachs og solgt til en kapitalfond. Efter endnu en handel ejes Brandet Dansk i dag af selskabet Lennox Corporation, som i 2012 relancerede Kobenstyle. Denne gang produceret i Thailand.

Af de originale farver fra Glud og Marstrand tiden fås igen den røde. Den forhandles i Danmark af Lyngbyvasen. Ellers er der eksperimenteret med farver som grå, lavendel og en særlig udgave i limegrøn, som kun sælges i MOMAs museumsshop, men som er anderledes og ikke helt rammer nuancen på den oprindelige fra 1955.

Lennox Corporation fik i 2014 designeren Paul Thonis til at videreudvikle Kobenstyle serien. Han tog patent på et nyt greb. Resultatet er en kasserolle fremstillet i rustfrit stål med udgangspunkt i det oprindelige formsprog fra Quistgaards hånd, men ændret radikalt i sit udtryk. Alligevel bærer den signaturen JHQ.

Referencer: Designeren Jens Quistgaard – en gryde til min kone. En dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABCFilm & Forlaget Klim 2010, isbn. 978-87-7955–770-3 ; Dansk Designs ; Lenox ; Lyngbyvasenshop ; USD patent no. US D712,194S .

Forf: JM

Hans energi og produktivitet var overvældende. Stig Lindberg var en af Sveriges mest berømte og folkekære formgivere. Der er skrevet utallige bøger og artikler om hans ting, men der har manglet en egentlig værk-fortegnelse.

Det er der nu rådet bod på. Folkene bag magasinet Scandinavian Retro har udgivet en bog, som i ord og billeder præsenterer hele Stig Lindbergs omfattende produktion. Med et hurtigt slag på tasken så drejer det sig om mere end 1800 genstande.

Især Stig Lindbergs mange porcelæns- og fajancestel for Gustavsberg samt hans arbejder i keramik fylder godt. Mere end halvdelen af bogens sider. Men han arbejdede også med grafik, tekstil, tegnede radio- og TV-apparater og formgav brugsting i plast.

Ting til køkkenerne var i starten af 50’erne holdt i meget diskrete farver. Ofte hvid, blå eller gul i blege nuancer. Stig Lindberg var pioner indenfor formgivning af industriel plast. Han skruede op for farverne. Citruspressen fra 1953 i pangfarverne gul eller rød vakte opsigt og blev en kæmpe succes og storsælger.

Comedia hed nogle spillekort fra 1958. Stig Lindberg havde arbejdet med skitserne i næsten to år og forsket grundigt i historiske kortspil. De var radikalt anderledes end tidens gængse spillekort, men blev desværre ikke den store eksportsucces, som producenten Öbergs ellers havde håbet på.

Den store bog om Stig Lindberg er et lækkert udstyrsstykke med knivskarpe billeder. Kapitlerne er skrevet af flere forskellige forfattere med hver deres speciale. Undervejs er der små historier og anekdoter. Spændende fortalt og godt disponeret.

Du kan bruge bogen som indføring til Stig Lindbergs univers eller som opslagsværk. Bagerst er den udstyret med model- og dekorationsoversigter samt registre. I kapitlet om fajance er der desuden en biografi over alle Studio produktionens dekorationsmalere med gengivelse af deres signaturer.

En nyttig feature er prisintervallerne markeret med små talsymboler, som indikerer prisniveauer for eksemplarer i perfekt stand på det svenske antikmarked.

“Stora boken om Stig Lindberg” af Magnus Palm m.fl. Scandinavian Retro 2016, isbn. 978-91-88207-14-2. Vejledende pris 597 dk.kr.

Billedet af citruspresserne er hentet fra Gustavsbergs Porslinsmuseums hjemmeside. De øvrige stammer fra bogen.

Forf: JM

Hvordan så retro-tingene ud, dengang de var nye? Varekataloger er ikke kun sjove at kigge i. De er også et nyttigt værktøj til research og identifikation af samlerfund.

Men katalogerne hænger ikke på træerne. Borte har taget de fleste. Heldigvis har Det Kongelige Bibliotek i København en stor samling af gamle reklamer. Nogle af dem er digitaliserede og ligger frit tilgængelige på Nettet. Der er tale om dansk kulturhistorie flot formidlet til praktisk brug.

Fra din skærm derhjemme kan du sidde og bladre i gamle kataloger fra Dansk Legetøjsindustri, Tekno, Lego eller keramik fra Kähler, P. Ipsens Enke og Nymölle. Til sammen 160 kataloger, som spænder over flere varegrupper og en meget lang tidsperiode.

Katalogerne ligger hulter til bulter. Heldigvis er der en søgefunktion, og de er tagget efter emne eller navn, så du også nemt kan finde dem via fanen til venstre. Billederne svinger i kvalitet, men alle katalogerne er læsbare og ses gennem en særlig viewer.

Ikke altid er der trykt et udgivelsesår, men fordi katalogerne blev registreret, da de udkom, er bibliotekets datering rimelig præcis. Er der usikkerhed, er året anført i en skarp parentes, som eksemplet med Lyfas belysningskatalog nr. 55. Det er fra omkring 1972, hvor opslaget viser en sjælden pendel tegnet af Sv. Aage Holm Sørensen.

I Norge har forfatteren Mats Linder interesse for skandinavisk kunsthåndværk. Bag sig har han flere bogudgivelser, bla. et hovedværk om norske designmøbler. Nu er han gået i gang med at digitalisere gamle varekataloger.

Det er et kæmpeprojekt. Foreløbig omkring 100 kataloger. De fleste er norske, men der er også en del svenske og danske. Der er især kataloger fra møbel- og belysningsproducenter, men også mange fra glasværker.

Siderne kan ikke zoomes op, som dem fra Det Kongelige Bibliotek, men det gør ikke noget. Billederne er store, og kvaliteten er fremragende skarp. En tand bedre end dem fra det danske nationalbibliotek.

Du får hjælp af en velfungerende søgefunktion. Der er 9 hits på Hadeland Glassverk. Her kommer to opslag i kataloget fra 1965. Dels nogle kantede overfangsvaser, hvis lighed med de italienske Sommerso fra Murano er slående, og dels Willy Johansson’s Blåtop krydderikrukke serie. Både vaserne og Blåtop serien kan du være heldig at finde på danske loppemarkeder.

Hvert katalog indledes med en kort kompentent introduktion. Her mærker man, at forfatteren kender og brænder for sit stof.

Varekatalogerne er kun en mindre del af et større blogunivers med artikler, bogtips og nogle fremragende kunstnerbiografier.

Det hele startede i januar 2016. Siden har der været fart over feltet. Der kommer hele tiden nyt til, og bloggen er tilsyneladende velbesøgt. Da den rundede 250.000 sidevisninger, fejrede forfatteren det med kage og svenskerkaffe.

Referencer: Det Kongelige Bibliotek i København, Småtryk om dansk design samt Mats Linder Scandinavian Design, Reklame.

Forf: JM

Lisbeth har sendt nogle billeder af en æske med håndtag og hængslet låg. Hvad er den beregnet til, vil hun gerne vide?

Æsken er en såkaldt Silent Butler. Sådan nogle var især udbredt i England og USA i første halvdel af 1900-tallet.

En Silent Butler havde man typisk stående på spisebordet. Her var den beregnet til at opsamle aske eller brødkrummer. Låget har en praktisk funktion. Når det er lukket, blæser asken eller krummerne ikke ud på dugen.

Stemplet i bunden er svært at tyde. Måske står der “Belhin eller Berlin Plate”.

Er det Berlin, har det ikke noget med Tysklands hovedstad at gøre, men er sikkert navnet på sølvvarefabrikken. Betegnelsen plate er det samme som pletsølv på dansk, altså forsølvet messing eller kobber. Tallet 8 er formentlig et modelnummer.

Forf: JM

På et loppemarked fandt en læser en flot rød bordlampe. Hun har sendt nogle billeder og vil gerne have den identificeret.

Telegono hedder lampen. Den er tegnet i 1968 af Vico Magistretti og er fremstillet i Italien hos Artemide. Materialet er ABS plast.

Farverne var hvid, sort, rød eller orange. Senere kunne den også leveres i brun og beige. En kort årrække fandtes der to varianter. Standard udgaven uden sokkel og en særlig udgave med sokkel samt tilhørende ruminddelt bakke. De praktiske rum kan bruges til skriveredskaber, hvis lampen står på et skrivebord, eller til smykker og armbåndsur, hvis den fungerer som natbordslampe.

Vico Magistretti lavede flere skitser, før han lagde sig fast på den endelige udformning. I 60’erne tegnede han to andre bordlamper ud fra næsten samme geometriske princip som Telegono.

Den første fra 1965 var sengelampen Eclisse. Som Telegono havde den også drejelig skærm, men Eclisse var fremstillet af emaljeret metal. Ligeledes i 1965 kom bordlampen Dalu. Som den senere Telegono var den i ABS plast, men formet i et stykke, altså uden mulighed for at dreje skærmen. Måske den flotteste af de tre lamper med sit enkle formsprog, men også den mest upraktiske, fordi den mangler mulighed for afblænding.

I slutningen af 60’erne fik Ikea retten til at forhandle Telegono, hvorefter den debuterede i 1970 kataloget til en pris af kun 77 kroner. Demokratisk design i international klasse til lavpris. Men selvom den allerede havde opnået status som international klassiker, var der ikke potentiale til noget storsalg hos Ikea. Allerede året efter gled den igen ud af sortimentet.

Referencer: Fondazione Vico Magistretti, Göteborg Posten 13 januar 2008 samt “1000 Lights” – vol. 2 1960 to present, af Charlotte & Peter Fiell, Taschen Verlag 2005, isbn 3-8228-2475-5.

Forf: JM

På stort set alle større loppemarkeder kan du finde gamle dåser af blik. De kan bruges til opbevaring og er dekorative. Gamle dåser af pap er derimod meget sjældne, og de har en speciel historie.

Under besættelsen kneb det med at skaffe hvidblik, de tynde fortinnede jernplader der var grundlaget for en stor del af den danske emballageproduktion. Først prøvede man med dåser af zink, men også zink blev en mangelvare. Næste skridt blev dåser af pap.

Glud & Marstrand var en af de helt store danske dåsefabrikanter. Det var umuligt at skaffe specialmaskiner, så man måtte fremstille papdåserne på de eksisterende maskiner. Ikke nogen nem omstillingsproces, men fordelen var, at man efter krigen ikke stod tilbage med en specialiseret maskinpark, der ville være værdiløs, når man vendte tilbage til normal produktion.

Papdåserne var ikke solide. Derfor er de fleste også med tiden gået til. Glud & Marstrand garanterede for tæthed ved modtagelsen, men uden garanti for holdbarheden.

Efter krigen gik man med undtagelse af enkelte helt særlige dåser tilbage til brug af hvidblik. ATA dåsen til skurepulver var en sådan undtagelse. Den var forstærket med blikstrimler i bunden og var i produktion helt op til 60’erne.

Du kan læse mere om papdåserne i Glud & Marstrands jubilæumsbog fra 1995.

“Fra Madam Blå til moderne metalemballager. Glud & Marstrand A/S 100 års jubilæum 1895-1995, isbn. 87-89706-16-1.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM 

Morten er vild med sin sorte lædersofa, men er ikke klar over hvem der har tegnet den?

Producenten er Henry Rolschau Møbler. Fabrikken lå i Vejen og var specialist i polstermøbler. Formsproget er karakteristisk for sidste halvdel af 60’erne.

En sofa magen til med stofbetræk ses i eksportkataloget Design from Denmark. Kataloget er ikke dateret, men må være fra efter 1967 og før 1972. Per Iversens Combi lampe fra Louis Poulsen er nemlig vist et andet sted i kataloget. Den blev lanceret i 1967. Forrest i kataloget er der et foto af kongefamilien. Kong Frederik den 9 er med. Det er Prins Henrik ikke. Derfor må udgivelsen være før 1972.

Flere forskellige arkitekter tegnede for Henry Rolschau. Svend Ellekær og Kurt Østervig er nogle af dem.

Et meget forsigtigt gæt er, at Kurt Østervig har tegnet sofaen. Benenes udformning har markant lighed med nogle tilsvarende ben under hans stol med modelnummer 61 fra Rolschau i 1962.

Kurt Østervig var autodidakt designer. Han startede som skibskonstruktør, men skiftede karriere til møbeldesign i slutningen af 40’erne. I 60’erne blev nogle af hans møbler udstillet på Museum of Modern Art i New York.

Referencer: “Design from Denmark”, editor: Kirsten Bjerregaard, udgivet af Behrndt Bogtryk/Word Pictures Corporation som et fælles firmafremstød beregnet til eksportmarkeder (ca. 1967-1972), wikipedia.org samt danish-modern.co.uk.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Designmuseum Danmark har en stor samling af værkstedskeramik fra tiden efter 1950. Mange af stykkerne har aldrig været udstillet. Nu kan de ses i et katalog over museets bestand af unika keramik.

I årene efter 2. verdenskrig var der rundt omkring i Danmark en lang række mindre enkeltmands-værksteder. Sideløbende med seriel produktion udførte mange af dem også unikke arbejder.

Frem til 1980 fremstilles der især håndlavet brugskeramik. Det er den klassiske periode i dansk værkstedskeramik, men efter 1980 flytter mange af keramikerne deres fokus i retning mod mere eksperimenterende værker med skulpturelle udtryk og ofte efter international inspiration.

Det er tendenserne i denne udvikling indenfor unika keramikken, der dokumenteres i kataloget. Først i nogle fremragende indlednede afsnit, der giver læseren et overblik og dernæst i katalog-delen med opslag på de enkelte kunstnere.

Katalog-delen omhandler 632 værker fra 133 keramikere. Desværre er ikke alle værkerne vist med illustrationer. En del af dem er kun beskrevet. Kunstnersignaturer vises heller ikke, men er også kun beskrevet. Til gengæld er keramikernes biografiske data udførlige og detaljerede. Du får oplysninger om værksteder, udstillinger, inspiration, rejser og arbejdsmetoder.

Hvad du ikke får, er “bogen” om dansk keramik i tiden efter 1950. Det er en materialepublikation. En registrant over museets samlinger af keramisk unika. Forfatteren kalder den selv en vigtig trædesten på vejen til et stort hovedværk om dansk keramik.

Fisken i den nederste collage er et godt eksempel på et værk fra den sidste del af katalogets periode. Den er stor med en længde på 110 cm. Formet af keramikeren Jørgen Hansen og erhvervet i 2007.

Jørgen Hansen har haft ler i hænderne siden han som 13 årige drejede sine første krukker hos en lokal pottemager. Efter gymnasiet rejste han rundt og har arbejdet i Frankrig, Canada, Spanien, Irland og England. En dansk keramiker med international inspiration. Kæmpefisken har reference til japansk keramisk kultur.

“Dansk værkstedskeramik 1950 – 2010 i Designmuseum Danmark” af Bodil Busk Laursen, Designmuseum Danmark 2017, isbn. 978-87-90786-61-8.

Tjek prisen på siden bogpriser.dk. Den svinger mellem 265-350 kroner.

Forf: JM

De begyndte i 1904 med engros i isenkram fra tre små værelser og en kælder i Århus. 25 år efter var forretningen vokset til en af Danmarks største lampeproducenter.

I 1906 købte Ansgar Fog og Erik Mørup et kuldsejlet firma i København, der havde handlet med belysningsartikler for gas og petroleum. Hele engrolageret i Århus blev pakket sammen i en jernbanevogn og flyttet til København. Med sig tog de også den eneste ansatte, buddrengen Jørgen. Han sprang dog hurtigt fra. En morgen lå der en seddel. Han var rejst hjem til Århus, “fordi han ikke kunne holde det ud for længsel”.

Handlen med belysningsartikler gik strygende og virksomheden voksede. I 1915 oprettede Fog og Mørup tre små værksteder, som fremstillede lysekroner. Værkstederne blev starten på den egentlige lampefabrikation.

I 30’erne stod det klart, at repertoiret skulle fornyes. Et af de første tiltag var Kongelys lampen. Den skulle siden hen blive en klassiker. Oprindelig tegnet af Niels Rasmussen Thykier i 1930,  men sat i produktion af Fog og Mørup i 1937. Det første eksemplar blev givet som en gave til Kong Christian X i anledning af hans 25 års jubilæum som regent.

Kongelys havde i begyndelsen skærm af pap. Det var et meget skrøbeligt materiale, så derfor fik efterfølgende udgaver mere robuste skærme af stof, acrylplast eller metal. Også stand, fod og afbryderkontakt ændres med tiden.

De første lamper var fremstillet i bruneret messing, Senere skiftede man til poleret messing, og en kort overgang kunne Kongelys fås i forcromet stål. Afbryderkontakten sidder på de ældste lamper lige over foden nederst på stammen, og på de allerældste er kontakten gennemgående. På nyere udgaver er afbryderen anbragt længere oppe på fatningshuset.

I 1999 og 2004 blev produktionen genoptaget i et oplag på 500 hvert af årene, men da var Fog og Mørup i 1988 blevet overtaget af Lyfa, som allerede året efter selv blev overtaget af Lyskjær. Horn Belysning købte Lyskjær i 1991, som i 2005 skiftede navn til Lightyears. Rettighederne til Kongelys fulgte med hele vejen gennem alle ejerskiftene.

Du kan læse hele historien om Fog og Mørups tidlige år i to jubilæumsskrifter skrevet af Erik Mørup i henholdvis 1929 og 1944. Et kort sammedrag finder du på lampist.dk, hvor der også er gengivet flere billeder fra 1929 publikationen.

Komplette Fog og Mørup kataloger finder du på siden Mats Linder Scandinavian Design. Der er to. Et fra ca. 1969 og et fra ca. 1974.

Billedet af den tidlige Kongelys lampe er hentet fra forretningen Sommernips og Spindelvæv. De sort-hvide billeder er affotograferet fra Erik Mørups jubilæumsskrift 1925. Tegningen er fra 1944 jubilæumsskriftet.

“Fog og Mørup gennem 25 aar, ved E. Mørup, Kbh. 1929.

“Et lille kig bag murene hos Fog og Mørup 1904-1944” af E. Mørup, Kbh. 1944.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Som 28-årig i 1976 købte Bernd Falz sit første damplokomotiv. De følgende år købte han flere og flere. I dag har han langt over hundrede lokomotiver.

Enhver samler af lidt mere gængse ting som gamle glas, keramik eller emaljeskilte ved, at plads hurtigt bliver en stor udfordring, men når det drejer sig om damplokomotiver, har man virkelig et problem

Bernd Falz løste det ved at lave to museer til sin gigantiske samling. Det ene ligger i Hermeskeil, det andet i Falkenberg. Begge steder er der rundremiser, hvor de bedst bevarede og restaurerede lokomotiver er opmagasineret. Resten af samlingen henstår på opstillingsspor i det fri.

De første damplokomotiver kom fra Deutsche Bundesbahn i Vesttyskland. Her sluttede brugen af damp som trækkraft i 1977. Hastigt voksede samlingen til omkring 80 køretøjer. Da muren faldt i november 1989, fik Bernd Falz adgang til lokomotiverne fra det tidligere DDR, hvor de kørte med damp indtil 1988.

I begyndelsen gik Falz kun efter historiske lokomotiver i god stand “for at bevare tekniske beviser fra fortiden”, men til sidst tog han alt, hvad han kunne opdrive, “fordi jeg ikke kunne bære at se, hvis et gammel lokomotiv skulle havne under skærebrænderen”.

På en enkelt tur til Østtyskland havde han sat sig for at købe 4 lokomotiver, men kom hjem med 40. Da han var 52 tog han eksamen som lokomotivfører og må køre overalt i Tyskland. Han ejer et par gamle køreklare diesellokomotiver, som kan trække damplokomotiverne hjem.

De fleste museer kuraterer og trimmer deres samlinger og udskiller genstande, som er dubletter, er mindre interessante eller som er i direkte dårlig stand. Bernd Falz gemmer alt. Af én enkelte type, Baureihe 52.8 Reko, råder han over hele 30 eksemplarer. Kritikere regner da også hans samling for ikke andet end skrotbunker uden særlig bevaringsværdi. Til det svarer Falz, at hans mission er “at nære omsorg for hver eneste historiske maskine, som har overlevet til denne dag”.

Måske ligger værdien af de mange lokomotiver slet ikke i det museale, men i den specielle stemning og den særegne skønhed ved massivt forfald.

Referencer: Dampflokmuseum-hermeskeil.de , Berliner-zeitung.de , Tidsskriftet Jernbanen nr. 5, 2017 samt billeder hentet fra foto-delings-sitet Flickr. Søg f.eks. på ord som “Falz-samling” eller “loksammlung falkenberg“. På Youtube findes der flere videoer fra Hermeskeil og Falkenberg, bl.a. en rundtur med håndholdt kamera.

Forf: JM

Axel Saltos riflede, knoppede og spirende vaser er populære som aldrig før. Hans keramiske værker trækker skyhøje hammerslag på auktioner.

Af og til har man dog også lov at være heldig. En knoppet vase i terracotta med jadefarvet glasur fundet på et loppemarked til 20 kroner er et kup, men så er den ganske vist heller ikke helt så fin og eftertragtet som samme model i stentøj.

I 30’erne fik fabrikken P. Ipsens Enke lov til at fremstille nogle udvalgte modeller i terracotta. Selv beholdt Salto beholdt retten til at producere i stentøj. De samme modeller findes derfor både fra Ipsen og fra Den kgl. Porcelænsfabrik, men udført i forskellige keramiske materialer og glasurer. Der blev overdraget rettigheder til 10 forskellige modeller. For retten til de første 4 fik Salto 500 kroner.

Vasen i terracotta handles i dag til ca. 4000 kroner, mens prisen på stentøjsudgaven skal ganges med cirka 10.

Historien om det forretningsmæssige samarbejde med P. Ipsens Enke kan du læse i museet Clays store bog om Axel Salto udgivet i forbindelse med en udstilling af hans værker i sommeren 2017.

Bogen er udstyret med en omfattende bibliografi og en værkfortegnelse, der ikke tilsigter at være komplet, men alligevel er meget omfattende med alle kendte arbejder fra de værksteder, Salto var knyttet til. Værkfortegnelsen er illustreret med små grafiske ikoner. Rigtige billeder havde været bedre, men sammen med beskrivelserne fungerer ikonerne ganske fint.

Forskellige forfattere har leveret artikler til bogen. Alle velskrevet og mesterligt illustreret. Flere steder er der interessante og nogle gange dristige fortolkninger af Saltos keramiske kunst.

En af artiklerne handler om glasurerne på Saltos stentøj fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Artiklen kan læses med stort udbytte ikke kun af Salto samlere, men af alle med interesse for keramik.

Solfatara glasuren opkaldt efter et vulkansk krater tæt ved Napoli blev en af Saltos foretrukne. “Svovlet som Hekla og bedsk som en ed”, sådan skrev Salto selv om glasuren, der var udviklet af overingeniør Madslund fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Desværre var den ekstremt giftig at arbejde med og måtte udfases af fabrikkens sortiment allerede i slutningen af 50’erne.

“Axel Salto – Stentøjsmesteren” red. Susanne Bruhn og Pia Wirnfeldt, Clay Keramikmuseum 2017, isbn. 978-87-91135-42-2. pris 300 kr.

Forf: JM

Boghandlerkæden Arnold Busck tyvstartede allerede i starten af januar årets bogudsalg. De andre boghandlere venter til februar/marts.

Samlere med interesse for sølv kan gøre et par gode kup. Restoplag af et par ældre titler fra Nyt Nordisk Forlag, som Gyldendal i 2016 overtog fra Arnold Busck, er nu kommet på udsalg. Det er bøgerne “Dansk Sølv – 20. århundrede” fra 2004 samt “Hofjuveler A. Michelsen” fra 2007.

Dansk Sølv fokuserer kun på sølvkorpus. Bogen har kunstnerbiografier og en liste over stempler. Desuden skildrer den kronologisk udviklingshistorien fra art nouveau og skønvirke til 1990’ernes moderne sølv kunsthåndværk.

Besættelsesårene med råvaremangel var en udfordring for sølvsmedene. Derfor måtte kunderne bringe gammelt sølv med ind i forretningen for at få lov til at købe noget nyt: “Sælg os Deres ubrugelige, ødelagte eller interesseforladte Sølvting” skrev Kolding sølvsmedjen Hans Hansen i deres annoncer. Andre fik lavet aftaler med tandlæger om at få leveret affald fra sølvplomber.

Opfindsomheden var stor. Man forsøgte sig med artikler, hvor sølv blev kombineret med andre materialer. Træ, lak, jern og emalje blev anvendt og i nogle tilfælde også rødspætteskind. Ofte var forbruget af sølv reduceret til et minimum som i Erik Herløws Amico serie i sprøjtelakeret træ. Sølvet blev lagt på som tynde plader monteret på overfladen med celluloselim.

Kunsten var at få det til at ligne intarsia, selvom det ikke var. For at få sølvet til at flugte i niveau skulle overfladen sprøjtelakeres flere gange og til sidst slibes. Teknikken er udførligt beskrevet i bogen om A. Michelsen, hvor du kan læse mere om Erik Herløw og hans sølvarbejder.

“Dansk sølv – 20. århundrede” af Lise Funder, Nyt Nordisk Forlag 2004, isbn. 87-17-03792-1. Før 179,95 kr. Nedsat til 99,95 kr.

“Hofjuveler A. Michelsen” af Malene Dybbøl og Sabrina Ulrich Vinther, Nyt Nordisk Forlag 2009, isbn. 978-87-17-04065-6. Før 299,95 kr. Nedsat til 149, 95 kr.

arnoldbusck.dk

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Endnu en bog om dansk møbeldesign efter 2. verdenskrig. Bøger om møbler er de senere år kommet i en lind strøm. Er der brug for en mere?

Bogen “Det danske møbelboom” griber det anderledes an og adskiller sig fra de fleste andre. Den retter især blikket mod møbeltyper i stedet for at kigge på enkelte designere. Hovedvægten er heller ikke lagt på den generelle fortælling om danske møblers storhed og fald. Den historie har andre tidligere foldet ud, f.eks. Per H. Hansen.

Forfatteren er Lars Dybdahl fra Design Museum Danmark. Han fortæller om børne-, bygge-, pinde-, kurve- og stålmøbler, men også laminerede og formspændte møbler samt møbler af syntetiske materialer som skum og plast.

Frem for arkitekterne er det tendenserne i udviklingen af de forskellige typer, der trækkes frem og analyseres i forhold til produktionsteknologi, konstruktion og formsprog.

Bogen har fine illustrationer, men desværre alt for få. Læseren mister nemt nogle af pointerne, når der relateres til detaljer på møbler, som ikke vises i bogen. Eksempelvis fortælles om Poul Kjærholms referencer til Mies van der Rohe. De fleste kender Barcelonastolen, og netop den stol vises i bogen, men pointer i forhold til nogle af Rohes andre mindre kendte stole som Tugenhat- og Brnostolene fortaber sig, når man ikke ser billederne. Det er altså nogle steder undervejs svært at følge med, med mindre man har et meget indgående kendskab til internationalt møbeldesign.

Kapitlet om børnemøbler er et af bogens mange interessante. En møbeltype som der indtil nu ikke er skrevet særlig meget om. De tidligste er nærmest nedskalerede voksenmøbler, men gradvist vinder nye principper indpas i udformningen.

Hans J. Wegners “Peters stol” fra 1944 er tegnet som en dåbsgave til kollegaen Børge Mogensens ældste søn. Stolen er ikke bare tilpasset et barns størrelse , men også tænkt som udfordrende legeredskab. Den kan kravles på og skilles ad helt uden brug af værktøj. Kort tid efter tegnede Wegner det tilhørende bord.

Mange møbelarkitekter begyndte at interessere sig for møbler til børn. Nogle af de bedste var temmelig dyre at anskaffe, så producenten Hukit ser et marked i at fremstille billige børnemøbler udviklet af pædagoger og rettet mod børnehavernes budgetter.

Hukit stolen fra 1967 endte med at blive et salgshit. Den var robust og blev produceret i mere end 100.000 eksemplarer. Det markante runde hul i ryggen er praktisk udformet, fordi mange børn i 60’erne gik med overalls med spænde bagpå. Hullet sikrer, at ryglænet ikke bliver ridset, og samtidig generer spændet ikke børnene, når de sætter sig i stolen.

“Det danske møbelboom 1945-1975” af Lars Dybdahl, Strandberg Publishing 2017, isbn 978-87-92949-94-3.

Tegningen er affotograferet fra bogens omslag. Billederne af “Peters stol” og Hukit møblerne er hentet på Lauritz.com.

Forf:JM

Emaljerede skilte med rød tekst “neon på taget” eller pile i forskellige retninger. Nogle gange finder du dem til salg på loppemarkeder eller hos marskandisere, men hvad har de oprindelig været brugt til?

Skiltene var lovpligtige og monteret på soklen til bygninger med neonreklamer. De skulle advare brandfolk og vise vej til nødafbryderen. En installation kunne have spænding på op mod 4000 volt, så det var vigtigt at få slukket for strømmen, ellers var der risiko for overgang mellem det elektriske anlæg, vandet og brandfolkene.

Huse på centrale gader og pladser i de store byer kunne have flere neonreklamer. Leje af plads på et tag var en indbringende affære. En reklame på Rådhuspladsen i København kostede i 1979 omkring 600.000 kroner i årlige leje. Da hver eneste neonreklame skulle have sit eget skilt, sad der på nogle bygninger en hel skov af skilte på hussoklen.

Neonreklamernes gyldne tid var 30’erne og 50’erne, men under 2. verdenskrig var det hele slukket. Strømmen var dyr, og der skulle spares på kul og brændsel. Lys på facader og tage var heller ikke foreneligt med kravet om mørkelægning. I lang tid efter besættelsen var der stadig rationering. Kun på særlige mærkedage som kongens fødselsdag måtte man sætte strøm til reklamerne. Først i 1949 blev restriktionerne ophævet, og byernes neonlys vendte tilbage.

De sjoveste reklamer er dem med bevægelse. En af de mest ikonisk er Irmas høne ved Dronning Louises Bro i København. Den blev første gang tændt i 1936 og har gennem årene lagt millioner af æg. I 2017 fløj den fra reden, fordi huset skal renoveres. Hønen er nu flyttet til Knuthenlund Gods, men det er meningen, at den senere vender tilbage til sin gamle placeringen i København.

Referencer: “Neon” af Stefan Outzen og Helena Helmer, Forlaget Frydenlund 2015, isbn. 978-87-7118-611-6. Pileskiltene i collagen øverst er affotograferet fra bogen. “Lysene over København” af Anker Jesper Nielsen, Borgen 1994, isbn. 87-21-00199-5. Billedet fra Rådhuspladsen i 1952 er herfra. Billedet af Irmahønen er hentet på Irmas hjemmeside.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Danskerne er tossede med genbrug. Men selvom vi handler brugt som aldrig før, så går flere og flere udenom de lokale genbrugsbutikker.

Vi bruger i stigende grad de digitale salgskanaler, når vi skal gøre et genbrugsfund. På den måde kan folk tjene en skilling i stedet for at donere til den lokale genbrug. Bagagerumsmarkeder og de såkaldte reolmarkeder, der sælger brugte ting på kommissionsvilkår, er også med til at trække handel væk fra genbrugsbutikkerne.

Kirkens Korshær med flere butikker i Randers har gennem de senere år oplevet stærk nedgang i omsætningen. Det siger lederen af organisationens byarbejde til Randers Amtsavis. Hun oplever det svært at få tingene til at hænge sammen økonomisk.

I Århus ses krisen også på hylderne. Der er langt mellem gode fund. Mange genbrugsbutikker har kun regulært affald, og hvis der en gang imellem alligevel er noget godt, er prisen skruet op til et urealistisk niveau.

En Madam Blå kaffekande uden låg og med et par store synlige emaljeafslag til 115 kroner, eller Henning Koppels Petronella lampe med slidt messing coating til 2500 kroner skriger til himlen. Petronella’en handles normalt til mellem 500-800 kroner på Den Blå Avis.

Genbrugsbutikkerne trænger til at redefinere sig selv. Sympatisk at overskuddet går til et godt formål. Det er bare ikke derfor, du går ind ad døren. Du kommer for at gøre en god handel.

Som kunde forventer du ordentlighed og fair betjening. “Uha, den skulle slet ikke været stillet frem”, vrisser den frivillige medarbejder, når du skal til at betale. Hvad der efterfølgende skete med tingen, som skyndsomt blev stillet om i baglokalet, er ikke godt at vide, men har du en gang oplevet den slags, besøger du nok aldrig den butik en anden gang.

I nogle genbrugsbutikker kan der høstes nemme lavt hængende frugter ved løbende at sætte priserne ned. Som kunde gider du jo ikke se de samme varer måned efter måned. Et andet tiltag kunne være mere fleksible åbningstider. Kunder med en almindelig 9-17 arbejdsdag har ikke en chance, når der lukkes allerede kl. 17 og aldrig er åbent på lørdage.

Måske skal branchen begynde at tænke ud af boksen, gå helt nye veje og drive momsbetalende genbrugsbutikker. Det vil åbne for køb af bedre varer og give nye muligheder. Generalsekretæren for Isobro, de velgørende foreningers organisation, peger på den ide i netmediet Retailnews. Som det er nu, må genbrugsbutikkerne kun handle med varer, som bliver dem givet.

Billederne af kaffekanden og olielampen er spottet fra gaden og fotograferet gennem vinduet til en århusiansk genbrugsforretning.

Forf: JM