En læser har overtaget nogle møbler fra sin svigermor og vil gerne finde ud af, hvem der har lavet dem:

“De er købt samlet ca 1959/60. De er siden blevet ombetrukket. Min svigermor oplyser, at de kostede en mindre formue dengang, og hun fik at vide, at det var en anerkendt dansk designer, men hvilken kan hun ikke huske / AHO”

De to stole og sofaen er alle tegnet af møbelarkitekten Illum Wikkelsø og fremstillet hos A. Mikael Laursen i Århus.

Iflg. Håndbog for medlemmer af Møbelfabrikantforeningen 1967 havde A. Mikael Laursen adresse på Sct Pauls Kirkeplads 9C. Det er midt i Århus, hvor jeg selv bor. Jeg kan ikke forstå, hvordan der har været plads til en møbelfabrik der, men den har sikkert ligget inde i baggården.

Illum Wikkelsø har tegnet møbler for mange forskellige producenter.

De krydsstillede ben, hvor de bagerste næsten “sparker” flat bagud, er et karakteristisk stiltræk ved de polstermøbler, som Wikkelsø tegnede for A. Mikael Laursen.

Omkring 1960-61 tegnede han sofaen ML 140 og lænestolene ML 141 og 142. Jeg tror, at sofaen og den røde stol er nogle lidt tidligere – og lidt anderledes modeller – fra omkring 1957-58. Og det passer jo meget godt med tidspunktet, hvor de er købt. Siden 1stdibs viser en sofa magen til din gule.

Borset fra ryglænets facon minder den lave lænestol med lyst betræk en del om nogle andre høje og lave stole med model nummer ML 90. Stole af samme slags kan ses på siderne Retrostart og Classic Modern.

Forf: JM

Man skal vogte sig for kopier. Det måtte en læser af bloggen sande, da hun fandt to hjertestager.

“Jeg har aldrig ejet en ægte hjertestage fra Aluminia, så jeg greb dem bare hurtigt og tænkte: Yes Yes”. Men da hun kom hjem og fik pakket ud, meldte tvivlen sig, fortæller hun.

Og ganske rigtigt. Hendes stager til venstre er desværre hjertesuk. Kopier fremstillet ca. 2005 for firmaet Lisbeth Dahl. De er ikke signeret, ligesom farve og dekoration også er helt anderledes. De originale stager fra Aluminia har heller ikke guldkanter ved foden eller på manchetten, men har en bølgekant omkring hjertet.

Stagen til højre er også en kopi. Her har man ikke anstrengt sig for at plagiere originalen. Foden og manchetten er riflet. Der er ingen huller til grankviste. På sin vis er den mere ærlig i sit udtryk, fordi den ikke kan forveksles. På Nettet kan den købes som ny til omkring 50 kr. Den importeres af engrosvirksomheden Ib Laursen.

De originale hjertestager blev lanceret i 1940 i farverne blå, rød, grøn og gul og er tegnet af Hans Henrik Hansen, uofficielt kaldt “Stakit-Hansen” på grund af initialerne HHH.

I 1969 gik Aluminianavnet ud og blev ændret til Royal Copenhagen Fajance, og model-nummeret 2231 bliver trykt i bunden. Samtidig ændres bemalingen, idet kontraststriberne forsvinder fra fod og manchet. Farverne er som udgangspunkt de samme gennem årene. Alligevel kan der være forskelle i nuancerne både på de gamle og de senere udgaver.

Om der har været flere grundfarver end de fire oprindelige er et interessant spørgsmål, der rejses på bloggen brenneke.dk, som viser en næsten brun variant. Måske har malerne på fabrikken fusket og malet særlige farver til sig selv? Kun farverne blå, rød, grøn og gul er dog omtalt i E. W. Flensborgs store bogværk om Aluminia.

Hjertestagerne har i mange år været et populært samleobjekt. De er svære at opstøve, så priserne er derefter. De blå og røde er de mest almindelige. Gule og grønne er mere sjældne og kan koste op til 800-900 kr.

Billederne af de originale hjertestager er hentet på lauritz.com, hvor du af og til kan være heldig at finde mange stykker i et lot.

“Aluminia” af E. W. Flensborg, Bind 1-2, Rhodos 2008, isbn. 87-7245-970-0.

Forf: JM

Er han mormor eller moderne? Måske begge dele. Bjørn Wiinblads unikke univers er efter at have været dømt ude i 90’erne og 00’erne igen populært. Nu har han fået en biografi.

Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus viste i 2012 en stor udstilling med hovedvægt lagt på Wiinblads keramiske unika produktion. I 2015 var det blevet Kunstmuseet Arkens tur med en kæmpe udstilling, som kom hele vejen rundt om hans mangfoldige univers.

Wiinblad har altid delt vandene. Sådan er det idag, hvor Rosendahl har fået ret til at relancere og nyfortolke Wiinblad produkter, og hvor de gamle originale Nymølle ting igen har fået et publikum på loppemarkeder og i retroshops. Sådan var det også i Wiinblads samtid. Nogle finder hans stil fabulerende og romantisk, andre er ved at få kvalme af kvinderne med trekantede næser eller de orientalske dekorationer.

Da Den Permanente i København i 1954 åbnede en stor udstilling med Wiinblads fajancer med kobbertryksteknik fra Nymølle, kaldte en anmelder hans dekorationer kælne og overlæssede med præg af sødlig boudoirraffinement.

Wiinblad havde svært ved enkelhed og ved at begrænse sig. Både i sin kunstneriske stil og som person. Hans ting er ekstremt ornamentale. Formen er kun til for dekorationens skyld.

Viggo Steen Møller skulle til Landsforeningen for Dansk Kunsthåndværk i 1948 udvælge dansk kunsthåndværk til designmuseet Victoria and Albert i London. Wiinblad blev bedt om at komme med tre ting, som de så ville overveje til udstillingen, men hver ting måtte ikke være større end en underkop. Næste dag leverede Wiinblad et helt flyttelæs. Hele Møllers kontor var fyldt med tingene og var det et par timer, indtil han ringede til Wiinblad og sagde: “Det skal ud. Og de skal ikke mere komme og besøge mig, når de ikke kan forstå en ganske almindelig besked”.

Historien fortælles i Lars Hedebo Olsens bog om Bjørn Wiinblad. Det er en biografi, der kommer rigtig flot rundt om Wiinblads liv og karriere. Ligesom forfatterens biografi om Kay Bojesen er kildematerialet også her i orden med grundig research. Artikler fra aviser, blade og tidskrifter samt ikke mindst interviews med folk, der har kendt og arbejdet sammen med Bjørn Wiinblad er brugt.

Men modsat Kay Bojesen bogen, så kommer du ikke helt ind under huden på Wiinblad. Måske fordi han i virkeligheden var et overfladisk og lukket menneske. Hvad er det, han vil fortælle med sin kunst udover, som han selv formulerede det, at dele sin skaberglæde med sit publikum.

Som læser bliver du efterladt med et billede af en lidt frastødende person. En flamboyant og generøs festabe og samtidig et menneske, der veg tilbage for livets mørke sider. Han ville ikke forholde sig til problemer. Når man var sammen med ham, var det for at have det sjovt. Da en af hans nære venner bliver alvorlig syg af aids, ønsker han ikke at høre om det og besøger slet ikke vennen mere.

Spændvidden i Wiinblads univers er stor og hans energi var enorm. Hele tiden på farten og hele tiden produktiv. Han havde boliger i flere lande og var i en periode udenlandsdansker for at undgå at betale skat i Danmark.

Selv tegnede han kun forelæg, mens den daglige produktion blev varetaget af drejere, malere og assistenter. Øjnene ville han dog selv stå for. Når han kom hjem fra udlandet stod der tit en stribe keramikhoveder klar på værkstedet. Wiinblad malede så øjne og gik op og tog sig en lur. De nymalede hoveder blev derefter byttet ud med en ny række, som han igen kom ned og malede færdige.

Køber du bogen får du ikke en værkfortegnelse. Sikkert heller ikke nemt at lave, fordi Wiinblads produktion er så stor og mangfoldig. Derimod får du en spændende og fint illustreret biografi i et velskrevet sprog. Let at gå til. Der fortælles levende lige ud ad landevejen og med mange sjove anekdoter.

“Bjørn Wiinblad – en livskunstner” af Lars Hedebo Olsen, Gyldendal 2016, isbn. 978-87-02-16445-9. Pris 299,95 kr.

Forf: JM

En englænder og en dansker er gået sammen om en ny bog med titlen German Ceramic. Den dækker perioden 1960-1990 og er en hurtig guide for samlere.

“Vær selektiv” lyder et råd i bogens forord, ellers ender du med en gevaldig rodebutik. Der findes utrolig mange stykker, især de store fabrikker masseproducerede i kæmpe oplag. Ruscha, Steuler og Scheurich kørte med de samme forme i flere år, men skiftede i nogle tilfælde glasur hvert år. Konkurrencen var benhård, så fabrikkerne måtte hele tiden udvikle og forny sortimentet.

Bogen er primært en billedbog med flotte illustrationer. Med få undtagelser er det vaserne, som er i fokus.

Nogle vaser har hanke. Ikke fordi de skulle bruges som kander til praktisk formål. Hanken var bare tænkt som et dekorativt element og en del af vasens formsprog. Et stiltræk som ofte ses på efterkrigstidens tyske vaser. Kopiering af former og glasurer var udbredt. Forfatterne peger på udbredt gensidig inspiration fabrikkerne imellem, og nogle kunstnere skiftede desuden mellem de forskellige fabrikker.

De fleste sider i bogen bruges på en alfabetisk præsentation af alle fabrikkerne med korte virksomhedsbiografier, deres mærker og de vigtigste kunstnere. Desværre er det hele lidt for summarisk. Du savner en kobling mellem vaserne på billederne og hvem, der har formgivet dem. Datering får du stort set heller ingen information om.

Gode sider på Nettet til identifikation er fatlava.com og GinFors, som du kan finde links til i en tidligere artikel om fat lava.

Der er naturligvis grænser for, hvor dybt emnet kan behandles på 120 sider. German Ceramic adskiller sig markant fra en anden bog fra 2005 om tysk keramik i 50’erne. Den omfatter 671 sider og er nærmest en afhandling med grundig research. Den egner sig derfor meget bedre som værktøj til at identificere enkelte stykker keramik.

Nogle producenter genbrugte modelnumrene i bunden. Det gør ikke identifikation lettere. Særligt slemt er det med vaser fra Scheurich. Her fortæller forfatterne, at samme nummer er blevet genbrugt op til fire gange. En nyttig oplysning, men ærgerligt at de ikke viser nogle konkrete eksempler.

VEB Strehla er også med i bogen. Ellers er det hovedsagelig vesttyske fabrikker som beskrives. Østtysk keramik var mindre farverig end den vesttyske, men Strehla er en undtagelse. Også her eksperimenterede man med stærke farver. En ret stor del af Strehla’s produktion blev solgt til Skandinavien. Det forklarer måske, hvorfor Strehla vaserne tit ses på danske loppemarkeder og i retrobutikker.

Bogen er en appetitvækker. Og til det formål er den perfekt, mens den er knap så velegnet til dokumentation. Til gengæld har den et andet fortrin. Billederne med de mange gruppeopstillinger kan nemlig inspirere dig til selv at gå igang med at arrangere dine samlinger og eksperimentere med kontraster, farver og former.

“German Ceramic 1960-1990” af Kevin James Graham og Henrik Aarøe, Forlaget Baktus, dec. 2016, isbn. 978-87-999483-0-7. Pris 249 kr.

Forf: JM

Ægte eller falsk, værdifuldt eller værdiløst. Svensk TV’s Antikrundan er en klassiker, hvor folk møder eksperter og får vurderet antikviteter og samlerobjekter.

Første sæson kom i 1989. Siden er der blevet sendt ca. 10-12 afsnit hvert år. Optagelserne foregår i august/september, og udsendelserne sendes på SVT i begyndelsen af det efterfølgende år. Desværre kan programmerne ikke streames fra SVT-play til danske IP-adresser. Det skyldes ophavsretlige forhold. Eneste mulighed for at se programmerne er altså, hvis man har et TV abonnement med SVT i kanalpakken.

Men du kan få et kig på forskellige high-lights fra de seneste programmer på Antikrundans hjemmeside. Her findes ca. 100 filmklip med vurderinger fra perioden oktober 2012 til marts 2016.

Et kig ind bag kulisserne kan du også få i bogen Antikrundan fra 2005. Den fortæller anekdoter fra optagelserne og portrætterer eksperterne. De forbereder sig grundigt og opsøger byerne flere uger før for at lave research og opsnuse folk med gode ting og sjove historier.

Nogle indslag rummer underholdning og stor dramatik. Som dengang en kvinde kom med en kasse smykker købt for 138 kr, og en af brocherne blev vurderet til 150.000 kr. Den slags historier handler lige så meget om kvinden som brochen.

Selv kalder man sig det rejsende teaterselskab. Et rullende antikmarked med 20 eksperter og 30 teknikere fra SVT. Publikum er en del af forstillingen. De første kommer kl. 7 om morgenen og nogle gange slutter det hele først efter midnat. Ingen ved i detaljer, hvad der komme til at ske. Der er ingen drejebog. Et spontant samspil mellem eksperterne som skuespillere og publikum med deres ting og historier som aktører.

Programmet har udviklet sig i løbet af årene. Til det ringere, synes nogle. Flere eksperterne har forladt programmet, fordi det efterhånden blev for meget underholdning. Sølveksperten Jan Ribhagen er en af dem. Han har været med fra begyndelsen, men hoppede af i august 2016. Det er blevet for meget show og for lidt fakta, udtalte han til Netavisen Expressen.

Nogle år tidligere forlod også den legendariske legetøjsekspert Peter Pluntky programmet og afleverede i Aftonbladet en bredside mod SVT. Det har udviklet sig til et kendishysteri, er blevet for ustruktureret og med for mange irrelevante indslag.

Bedøm selv. I 2017 er der programstart i januar. Du kan læse på programmets Facebook eller hjemmeside, når de konkrete datoer bliver meldt ud.

“Antikrundan – Värdefulla råd och dyrköpta erfarenheter” af Joachim von Platen og Göran Tull, Wahlströms 2005, isbn. 978-91-32-33240-1.

Bogen Antikrundan findes ikke på noget dansk bibliotek, men den kan sagtens via det nordiske lånesamarbejde skaffes hjem fra Sverige, hvor 15 biblioteker har et eksemplar.

Forf: JM

Robust armstol fra en lægepraksis i Sorø, hvor den stod i venteværelset. I dag tilhører den Emilie, som gerne vil vide mere om stolens historie, udover at den er lavet på Sorø Stolefabrik.

Lægen i Sorø har valgt nogle sidderigtige møbler til sit venteværelse. Stolen er tegnet af Kai Lyngfeldt Larsen som en del af serien Otium 400.

Det var solide møbler beregnet til offentlig anvendelse, f.eks. i institutioner eller venteværelser, hvor det er vigtigt med møbler, som ældre eller gangbesværede nemt kan sætte sig i og komme op fra igen.

Otium 400 serien fra Sorø Stolefabrik kunne leveres både i eg og som din stol i bøg. Der var forskellige varianter. Nogle med polstrede armlæn og lukkede sider. Møbelstoffet ser ud til at være slidstærkt og kan godt ligne noget fra Hallingdal.

En helt præcis datering er vanskelig, men Otium 400 var i produktion i 1979-80. På det tidspunkt brugte Sorø Stolefabrik det enkle bomærke med to S’er på skrå. I 50’erne og 60’erne var deres mærke anderledes. Dengang indgik Sorø’s byvåben i fabrikkens bomærke.

Sorø Stolefabrik havde en annonce i Møbelfabrikantforeningens årskatalog fra 1979-80. Her kan du til venstre se nogle af Otium 400 varianterne.

Kai Lyngfeldt Larsen tog afgang fra Kunstakademiet i København i 1946. Forinden var han blevet udlært som murer og konstruktør. I mange år arbejde han på Steen Eiler Rasmussens tegnestue, hvor han var med til at tegne Tingbjerg bebyggelsen i Brønshøj.

På møbelfronten har han tegnet til flere møbelfabrikker. Udover Sorø Stolefabrik også til Søborg Møbler. Især er han kendt for nogle skolemøbler fra midten af 50’erne, der som noget helt nyt tog vare på børnenes ergonomi. Stolen til højre i den nederste collage er fremstillet på Danbork Møbler i Kolding til Rungsted skole.

Referencer: Opslag på Kai Lyngfeldt Larsen i Kunstindeks Danmark. Billedet af skolestolen er hentet fra auktionshuset Lauritz.com.

Forf: JM

I 1892 blev Adolf Brocks hentet fra Schlesien til Fyens Glasværk som hyttemester. Han var dygtig og erfaren og blev en vigtig forudsætning for, at glasværket omkring 1900 udviklede sig til et af Europas mest innovative. En ny bog fortæller historien om hans eksperimenter.

Få år før Adolf Brock kom til Odense, havde glasværket været nødlidende og præget af strejker, konflikter og dårlig økonomi.  Den nye hyttemester var med til at vende arbejdsklimaet. Når der var en fødseldag at fejre, hejste Brocks en ølflaske op i sin flagstang, så vidste glasmagerne, at han efter arbejdstid bød på øl i sin have.

Nogle af Brocks eksperimenter blev sat i produktion. En af de største succeser var marmoreret glas i forskellige farver. Teknikken går ud på at blande hvidt og farvet opalglas. Produktionen omfattede i 1899 ca 90 varenumre og tages der højde for forskellige farver og størrelser bliver det til omkring 300 varianter.

Ætsede glas med dekorationer tegnet af samtidens anerkendte kunstnere som H. A. Brendekilde, Knud Larsen og Gustav Behr var en anden specialitet. Inspirationen var hentet i den franske Art Nouveau stil. De var af høj kvalitet, men i modsætning til de marmorerede vaser svære at sælge til en konkurrencedygtig pris.

Bogen om specialproduktionerne fra Fyens Glasværk gennemgår alle eksperimenterne. Udover marmoreret og ætsede glas forsøgte man sig også med millefioriglas, aventuringlas og blæret glas.

Fremstillingen er grundig ned i alle detaljer, og derfor ikke en nemt læst bog. Som læser kan det nogle steder undervejs knibe lidt med overblikket.

Kildematerialet er kataloger, prislister, originaltegninger samt receptbøger. Derudover er der foretaget kemiske analyser af råstofindholdet i nogle af vaserne. Ikke en finger kan sættes på redeligheden. Der er tale om et gedigent stykke grundforskning.

“Marmoreret glas fra Fyens Glasværk – og andre specialproduktioner omkring 1900” af Niels Andersen, forlaget Kle-art 2016, isbn. 978-87-92750-22-8. Pris 298 kr.

Forf: JM

Ventetiden i lufthavne eller afgangshaller kan være ulidelig lang. Så er det rart med magelige møbler at sætte sig i.

Lonnie har sendt nogle billeder af en lounge stol, som hun gerne vil have identificeret. Måske har den engang stået i et offentligt rum. Den er i hvert fald godt brugt og er et typisk eksempel på en lounge stol.

Stolen er tegnet i 1969 af Ditte og Adrian Heath, har modelnummer 186 og er fremstillet hos Cado. Stellet er af støbt aluminium med polstret ryg og sæde.

Man kunne vælge mellem stof eller læder. Man kunne også supplere med armlæn, og modulerne kunne kobles sammen til en sofabænk. Tilhørende borde var en mulighed i form af firkantede eller trekantede plader. Det hele kunne bygges op til fleksible møbellandskaber, der snoede sig uden om søjler eller rundt om hjørner.

På Nettet kan du finde tilsvarende stole, der hævdes lavet af France & Søn i Hillerød. Det er ikke helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

France & Søn blev i 1966 solgt til Poul Cadovius. Med fulgte også rettigheder til at videreføre nogle af møblerne, men da model 186 er fra 1969, må den altså være tegnet til Cado.

Året før – i 1968 – tegnede Ditte og Adrian Heath nogle andre stole til Cado i ask og orgeon pine med stiltræk, der minder temmelig meget om model 186.De var beregnet til private hjem. Lænestolen øverst til højre hedder model 242, mens udgaven nederst med canvas betræk til brug ved et spisebord hedder model 194. Og nu bliver det så lidt nørdet. For model 194 er mærkværdigvis ofte mærket France & Søn, selvom den er fra efter 1966.

Du kan finde alle stolene i Designmuseum Danmarks møbeldatabase. Her har de garderet sig og anfører både France & Søn samt Cado som producenter. Find din lounge stol ved at skrive heath i feltet “Designer” og 1969 i feltet “Year”.

Ditte Heath var uddannet på Kunstakademiet i København med afgang i 1948. Adrian Heath blev arkitekt fra School of Architecture i London i 1951. I 1950’erne arbejde de for London Councils arkitektkontor, og i 1963 etablerede de sammen tegnestue i Danmark. Udover møbler til Cado og France & Søn tegnede de også til FDB samt snedkermester Søren Horn. Begge har undervist på Arkitektskolen i Århus.

Referencer: Tidsskriftet Mobilia nr. 165, april 1969 og nr. 154-155, maj/juni 1968 samt Den store danske møbelguide af Per H. Hansen 2005. De to billeder til højre i den nederste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com. Det er varenumrene 3846909 og 3669639.

Forf: JM

Konen kunne ikke falde i søvn om aftenen og klagede over skæret fra hans sengelampe. Så tog han en 12 volt pære fra bilen og et målebæger fra køkkenet, satte dem på en stang og forbandt til en transformer som reducerede netspændingen fra 220 volt til 12.

Konen var tilfreds og prototypen til den første Tensor lampe var født. Manden hed Jay Monroe. Med en baggrund som ingeniør udviklede han sin lampe og satte den i produktion i 1959 på en fabrik i Brooklyn. Den simple lampe blev hurtigt en succes.

I begyndelsen blev den markedsført til laboratorier, hospitaler og lægeklinikker. Hurtig kom der flere udgaver og målgruppen blev udvidet til almindelige forbrugere.

Standard udgaven i starten af 60’erne var model 7200. Den blev især populær som arbejdslampe på kollegieværelser, fordi den var billig og effektiv. Tensor var genial og banebrydende med sit unikke koncept om intenst lys, der tillod skygger, farver og objekter at træde tydeligt frem uden at blænde omgivelserne.

Hastigt steg salget af Tensor. Medvirkende var eksponering i USA’s største årlige varekatalog Hammacher Schlemmer med oplag på flere millioner. Men fabrikken havde svært ved at følge med efterspørgslen, og Jay Monroe var ikke god til management.

I slutningen af 60’erne var Tensor blevet overhalet af andre producenter, der havde kopieret konceptet og engageret kendte designere.

Michael Lax formgav Lytegem Minispotlight for amerikanske Lightolier i 1965, og i 1966 fulgte Louis Poulsen efter med Lamp Petit tegnet af Verner Panton. Begge bygget på teknologien fra Tensor, men ændret med teleskoparme i stedet for flexarm.

Fortællingen om hvordan Tensor blev overhalet af andre producenter, selvom de havde et godt produkt, er sidenhen blevet brugt som case study på mange amerikanske business schools.

Jay Monroe døde som 80-årige i 2007 efter et langt liv som opfinder af lamper, luftrensere, elektriske blyantspidsere og et autopilotsystem til Skylark missiler.

Referencer: NY Times 2. juli 2007, Engineering Ethics Blog 29. april 2013 samt “1000 Lights vol 2, af Charlotte & Peter Fiell, Taschen 2005, isbn. 3-8228-2475-5.

Forf: JM

Glasuren har markant lighed med Relief fra Kronjyden, men det runde cirkelmønster er anderledes.

Kan det være Jens Quistgaard, som har tegnet det, spørger Christa og Ib. De har sendt billedet af gryden. Saucekanden til højre har jeg selv spottet på et lokalt loppemarked.

Steldelene er ofte ustemplede, men hvis der er et stempel, så er det altid det ældre Kronjyden bomærke, der forestiller en gryde på ild med en krone af mursten over. Det gamle mærke er fra tiden, før Richard Nissen overtog virksomheden. Om det har været i brug efter 1959, hvor Relief blev lanceret, er usikkert.

Stellet med det runde cirkelmønster blev produceret som en slags prøveserie. Officielt eksisterer det ikke og har heller ikke noget navn, men det er tegnet af Quistgaard og kan dateres til kort før 1959.

Det fortæller Stig Guldberg, co-kurator på HEART’s store Quistgaard udstilling i 2015-16 og instruktør af dokumentarfilmen om Quistgaard fra 2009. Det navnløse stel er ikke signeret. Det kunne have bragt Quistgaard i konflikt med firmaet Dansk Designs, hvor han samtidig var chefdesigner. Af samme årsag lagde han heller ikke officielt navn til de andre stel fra Kronjyden.

Men indirekte bærer stellene alligevel hans signatur. Kig på de forskellige stempler og mærkater under Relief. Quistgaard beskæftigede sig også med grafisk design!

På stentoej.dk er der en oversigt over alle delene til Relief. Gryden har ændret form, og grebet på låget er blevet meget mere praktisk. Den navnløse gryde er smuk og meget skulpturel i sit udtryk, men det er lidt svært at holde fast på det tunge låg. Det kan nemt glide ud af hånden.

Måske har det irriteret Quistgaard, som lagde stor vægt på funktionalitet og ofte arbejde med flere prototyper, før han fandt den endelige form. Hans ting skulle være rare at røre ved og nemme at bruge. På Relief gryden kan fingrene meget bedre få fat i håndtaget, der nu er formet som en bøjle.

Læs eller se mere om Quistgaard: 1) “DANSK – Design af Jens Quistggard, HEART 2015, isbn. 978-87-88367-48-5. Pris 175 kr. Fås på heartmus.dk . 2) “Designeren Jens Quistgaard. En gryde til min kone”. Dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABC-Film 2009, isbn. 978-87-7955-770-3.

Forf: JM

De er praktiske, mobile og funktionelle. Indskudsborde er populære igen. Det var de også i 60’erne og 70’erne. Ligesom i dag skulle de dengang helst være i teak eller palisander.

Birgitte har sendt et par billeder af et sæt på tre borde, som hun gerne vil have identificeret.

Dine borde er fremstillet hos Thisted Trævareindustri. Modellen hedder nr. 54 og kan dateres til ca. 1964. Fabrikken viste dem på Møbelmessen i Fredericia samme år. Kunderne kunne vælge mellem træsorterne eg, teak eller palisander.

Bordene kan sagtens være tegnet nogle år før 1964, og de har med sikkerhed været i produktion hele vejen op gennem 60’erne, idet de igen blev vist i en annonce i et eksportkatalog fra 1970-71.

Kvalitet og forarbejdning ser ud til at være god. Thisted Trævareindustri var også nødt til at gøre sig umage. De var medlem af foreningen Danish Furniture Makers Control, som grundigt testede møblernes holdbarhed og konstruktion.

Referencer: Katalog fra Møbelmessen Danmark, Fredericia 28-31. maj 1964, udgivet af Møbelfabrikant foreningen i Danmark samt Export Directory of Denmark 1970-71, udgivet af Krak.

Forf: JM

Drenge i alle aldre med benzin i blodet tager til Fredericia for at kaste sultne blikke efter gamle biler. To gange om året holder de vintage bilmesse. Næste gang den 25 og 26 marts 2017.

Her kan man få det meste, som har med gamle biler og motorcykler at gøre. Reservedele, skilte og en masse forskellige samlerting. I en af hallerne er der desuden traditionelt loppemarked med antikviteter og retro ting.

Når de er kørt hjem, kan de drømme videre og lade nostalgiske billeder fra 50’erne og 60’erne tone frem. Bogen “Dengang vi fik bil” er en slags bilernes kulturhistorie med minder fra bilismens guldalder. Forfatteren har samlet gamle postkort og brugt private billedsamlinger. Han tager dig med ud på landet og rundt i byerne, holder hvil på rastepladser og kører på tankstation for at få fyldt op.

I dag er der selvbetjening på tanken, men dengang var det personale, som ordnede påfyldning og service. Der var tid til betjening. Konkurrencen mellem benzinselskaberne var hård, og prisen var ikke det eneste parameter. Nogle reklamerede med tørre saglige facts og lange udredninger om oktantal. Andre brugte populære iøjnefaldende brands.

Esso var især god til den slags. Dråbemanden blev lanceret under besættelsen og blev brugt til information om rationeringer. Han blev skabt af den danske tegner Vilhelm Hansen og vandt senere international udbredelse. I midten af 60’erne gled han lidt i baggrunden og blev afløst af kampagnen “Put en tiger i tanken” om øget energiindhold i benzinen og dermed længere på literen.

Forskellige gæsteskribenter har også leveret bidrag og fortæller om deres oplevelser som barn på bagsædet og senere også bag rattet i deres første bil. Personlige anekdoter fortalt lige ud ad landevejen i en humoristisk tone og ofte med nogle sjove skarpe pointer.

Undervejs er der lidt nørderi, som når forfatteren går i gang med at opremse hvilke køretøjer, han kan spotte på gader og parkeringspladser. Det bliver til adskillige Folkevogne, Ford Taunus’er og Opel Rekord’er.

Bilmessen i Fredercia holdes i Messe C (Dronning Margrethe hallerne) og har en hjemmeside med oplysninger om åbningstider. Billederne i den øverste collage er hentet herfra.

“Dengang vi fik bil” af Flemming Søeborg, Gyldendal 2016, isbn. 978-87-02-21087-3. Pris 399,95 kr.

Forf: JM

Næsten 1000 danske smykker fra det 20. århundrede udstilles i Århus. Samlingen blev oprindelig skabt af et tysk ægtepar og er nu erhvervet af Den Gamle By. Til udstillingen er der også udgivet en bog.

Danske sølvsmede gjorde oprør i begyndelsen af 1900 tallet. De gik ud i naturen og lod sig inspirerer af, hvad de kunne finde i grøftekanter, på markerne og ved stranden. Det var et oprør på flere niveauer. De vendte sig samtidig mod massefremstilling samt støbte og maskinprægede smykker. Nu skulle det gode håndværk tilbage i fokus. Stilen fik betegnelsen skønvirke, og det er her både udstilling og bog begynder.

Bogen indledes med et fint og veldisponeret periodisk overblik, hvor læseren introduceres til de forskellige stilarter. Udover skønvirke er det funktionalisme, modernisme og tiden efter 1970, som lidt upræcist blot kaldes nye tider.

Herefter kommer en katalogdel med fortegnelse over samlingens enkelte stykker. 516 smykker er udførligt dokumenteret med illustration og beskrivelse, mens de øvrige 429 kun er summarisk nævnt.

I udstillingen er der dunkelt. Det er svært at se alle detaljer på afstand bag montrerne, og der er generende genskind fra de små LED lamper. Sådan er det ikke i bogen. Her er alle illustrationer knivskarpe og smykkerne er gengivet næsten, som hvis du sad med dem i hånden. En mesterlig fotografering og en billedbehandling i topklasse.

Bogens intention er også at være opslagsværk. Her fungerer den knapt så godt. Vil du lave opslag på en enkelt designer eller sølvsmed, skal du bladre lidt rundt og lede. Informationerne er spredt. Det er naturligvis, fordi bogen er kronologisk disponeret efter stilarterne.

Bagerst er der en kunstnerbiografi på 19 sider, der samtidig fungerer som en slags register med nummerreferencer til katalogdelen. En alvorlig mangel er fraværet af stempler. De er ganske vist beskrevet i katalogdelen, men ikke illustreret. Det havde ellers været oplagt at indsætte billeder af stemplerne i det biografiske afsnit. Kun enkelte steder undervejs i katalogdelen vises ganske få stempler, men de kommer sådan lidt tilfældigt og dækker ikke alle designere. Det er simpelthen ikke godt nok, når bogen skal bruges som opslagsværk.

En reaktion imod skønvirke stilen brød igennem i 1930’erne. Smykkerne ændrede udseende og form med enkle rene linjer og væk med overflødig dekoration.

Karl Gustav Hansen var eksponent for den nye funktionalistiske stil, som var stærkt inspireret af den tyske Bauhausskole. Han ville lave nogle smykker, som verden aldrig havde set mage til før.

Med afsæt i bjælken som geometrisk form skabte han en serie på 50 forskellige brocher. Alle helt enkle og i modsætning til skønvirkes naturinspirerede dekorationer var den nye stil non-figurativ. Serien kaldte han Future, og Hans Hansens sølvsmedje i Kolding blev et af de mest toneangivende værksteder i Danmark.

“Smykkeskrinet – Dansk smykkekunst 1900-2000” af Jens Ingvordsen, Strandberg Publishing & Den Gamle By 2017, isbn. 978-87-92949-80-6. Pris 289 kr.

http://www.dengamleby.dk/smykkeskrinet/

Forf: JM

Termoflasken får sit store gennembrud i slutningen af 40’erne, men opfindelsen var ikke ny. Den stammer helt tilbage fra 1892, hvor den skotske fysiker James Dewar fandt på ideen med vakuum mellem to beholdere.

I 50’erne og 60’erne bliver de for alvor populære. Bilismen vinder frem, folk bliver campister eller tager på udflugt med madpakke og picnic kurv. Termoflasken bliver helt uundværlig og får plads i kurven. Den holder kaffen varm.

De første termoflasker blev lavet med kapper af letmetal, men snart kommer plastindustrien på banen, og designet bliver mere farvestrålende.

Det nye nummer af Scandinavian Retro har en 9 siders temaartikel om termoflaskens historie og udvikling i Sverige. Der var mange producenter. Artiklen viser flasker fra 9 producenter. Nogle af dem er i dag samleobjekter og kan nemt koste op mod 500 kroner, især hvis de er formgivet af en dygtig designer.

Jönköpings Vacuumindustri hyrede Arne Erckers til at tegne nye modeller og dekorationer. Deres termoflasker blev solgt under varemærket “June Flaskan” og regnes blandt de mest eftertragtede. Gustavsberg solgte også termoflasker. De var tegnet af Stig Lindberg, mens Sigvard Bernadotte og Acton Bjørn formgav serien Taffel for Husqvarna Børstefabrik, som senere blev overtaget af Hammarplast.

James Dewar, som startede det hele i 1892, blev aldrig rig. Han forsømte at få taget patent på sin opfindelse. Det skyndte firmaet Thermos sig derimod at gøre. Dewar mente sig bestjålet og lagde sag an, men Thermos vandt, beholdt ophavsretten og blev dem, der tjente alle pengene.

En af de største samlinger af termoflasker findes i Cleveland, USA. Kyle Bitters har specialiserede sig i ældre amerikanske udgaver med kappe af metal. Han begyndte at samle i 1990 og har i dag omkring 5000 eksemplarer.

Referencer: Scandinavian Retro, 2017, nummer 2 samt mypapercrane.com/blog

Farvebillederne er affotograferet fra Scandinavian Retro. Det sort-hvide billede kommer fra Det Kgl. Biblioteks online billedsamling.

Forf: JM

Loppe Deluxe hedder et nyt blad for folk, der er vilde med loppefund.

Navnet deler bladet med programmer på TV2, som siden sommeren 2014 har været sendt i flere sæsoner. Plottet går ud på, at to hold dyster om først at gøre de bedste fund på loppemarkeder og bagefter sælge dem videre med størst fortjeneste.

Strømmen af TV programmer om antik, retro og loppefund har de senere år været massiv. Nu er der også ved at være trængsel på bladfronten. Loppe Deluxe stiller op i kioskerne ved siden af Antik & Auktion, der har været på banen i mange år samt de nyere danske og svenske Retro blade.

Loppe Deluxe vil to ting: At gå bag om deltagerne fra TV2 programmerne og at give inspiration til, hvordan man kan indrette sig med loppefund og bruge tingene på nye måder.

Derfor er mange artikler skåret over læsten “Hjemme hos”, “Sådan bor deltagerne” og “Det samler vi på”. Bagefter kommer så inspirationen i form af nogle korte opslag kaldet “Få stilen” eller et par længere feature-artikler om emner som for eksempel keramik og tonet glas.

Får du så noget for de 70 kroner, som Loppe Deluxe koster?

Svaret blivet et både-og. Du får præcis det, der loves sat op i nogle flotte montager med lækre billeder. Bladet går bag om personerne i velskrevne portrætter, men kommer ikke for alvor bag om tingene.

Artiklen om keramik er dog et lille lyspunkt og en af de bedre og mere seriøse. Her får du en kort introduktion til glasurer og navne, som det er værd at hold øje med.

Flere steder undervejs føler du dig lidt til grin. Der lægges op til loppefund, men en stor del af tingene i “Få stilen” er helt nye ting. Artiklen om glas med transparente toner, der har fået en renæssance, er næsten komisk. “Kend dine glasværker i Skandinavien” står der nederst på en af siderne, selvom de viste glas er nye og kommer fra Ikea, Søstrene Grene, Muubs, Cozy Living og Notre Dame.

Forventede du research, bliver du slemt skuffet. Indsigt og journalistik er skubbet i baggrunden. Boligstylisterne har sat sig på det meste. Jagten på klassiske eller antikke fund bliver forvandlet til underholdning.

“Loppe Deluxe”, nr. 1, 2017. Egmont Publishing & TV2 Danmark. Pris 69,95 kr.

Forf: JM

Gå på Nettet og bestil artikler fra tidsskriftet Antik & Auktion og få dem leveret direkte til din egen mailbox. Det er gratis.

Du bestiller artiklerne på tjenesten bibliotek.dk og får dem leveret som pdf-filer fra Det Kgl. Bibliotek i Århus, der har lavet en aftale med Copydan om adgang til digitaliserede artikler fra trykte tidsskrifter.

Ordningen kræver kun to ting, som begge er gratis, og som alle kan bruge. Du skal oprette en profil på bibliotek.dk. Samtidig skal du være bruger på dit lokale bibliotek.

Bestik af tidens smag hedder en artikel fra 2012 af Majken Eliasen. Du finder den i bibliotek.dk ved at bruge søgevinduet under fanebladet “Artikler”.

Udfylder du feltet “Tidsskrift eller avis” er det vigtigt at bruge tegnet “&” i Antik & Auktion. Skriver du “og” får du nemlig intet resultat, når du klikker “Søg”.

I vinduet kan du se en kort visning af posten med Majken Eliasens artikel. Nu skal du klikke på titlen for at få posten til at folde sig ud, så du kan komme til at bestille din gratis kopi. Du skal ikke bruge de turkise knapper, men klikke på det røde link for at havne det rigtige sted.

Når du har aktiveret det røde link, åbner der et nyt vindue. Her bliver du først bedt om at logge dig på bibliotek.dk. Derefter skal du indtaste din mailadresse.

Du får besked på mail med et link til dit lokale bibliotek, når artiklen er klar. Selvom den kommer fra Det Kgl. Bibliotek i Århus, skal den altså hentes via dit login til dit lokale bibliotek, hvor den ligger som pdf fil.

Det Kgl. bibliotek har nemlig ikke lov til at sende artiklen direkte til dig, men må gerne sende den til din profil på dit lokale bibliotek. Proceduren er temmelig omstændig og skyldes juridiske vilkår om ophavsret i aftalen med Copydan.

Er der tale om en allerede digitaliseret artikel, går det hurtigt, og du får den i løbet af få minutter. Hvis artiklen endnu ikke er digitaliseret, er leveringstiden under et døgn på hverdage. Artikler fra det nyeste nummer kan ikke leveres på selve udgivelsesdagen. Der går nogle uger, før de er til rådighed.

De fleste artikelkopier leveres i farver. Kvaliteten er rimelig læsbar, men der kan være striber og folder. Du kan godt se, at det er en scannet kopi fra et trykt tidsskrift.

Artiklen hedder noget volapyk, som begynder med “ekopi”. Derfor kan det være en praktisk ide at omdøbe den til noget mere mundret, før du gemmer den på din harddisk.

Næsten alle folkebiblioteker og et enkelt universitetsbibliotek er tilsluttet ordningen med gratis digital artikelservice hos bibliotek.dk.

Forf: JM

Christian Dells lamper for Kaiser & Co Leuchten er ikoniske. Men også andre lampefabrikanter samarbejdede med designerne fra Bauhaus skolen i 20’erne og 30’erne.

Begge parter fik noget ud af det. Fabrikkerne fik sig nogle kreative samarbejdspartnere. Bauhaus folkene fik nogle producenter, som kunne realisere deres ideer, og samtidig fik de forståelse for og erfaring med den industrielle produktions metoder.

Ikke altid gik partnerskabet uden gnidninger. Et af de mest vellykkede var Körting & Mathiesen i Leipzig. Deres lamper blev solgt under varemærket Kandem. To af de mest markante designere var Marianne Brandt og Hin Bredendieck. Hele tiden udviklede designerne lamperne sammen med fabrikken og fortog mindre eller større modifikationer. Derfor findes der et hav af varianter af de forskellige grundmodeller.

Et rigtig godt sted at få et hurtigt overblik er hjemmesiden kandemlampen.de, som viser mange modeller med beskrivelse og datering.

Men hvis du går mere grundigt til værks og vil dykke ned i detaljerne mellem modellerne, så kommer du ikke udenom bogen Bauhausleuchten – Kandemlicht.

Her får du en gennemgang af de forskellige generationer af modeller og alle variationerne på sokler, fatningshuse og kontakter.

Bogen udkom i 2002 i forbindelse med en udstilling på Museum für Kunsthandwerk i Leipzig. Katalogdelen udgør hovedparten af siderne, men der er også designerbiografier, historiske afsnit og en oversigt over lampernes mærkning.

De ældste lamper er mærket K & M. Det ændredes senere til Kandem i et tandhjul. Tandhjulet beholdt fabrikken indtil 1934, hvor den nydannede nazistiske organisation Deutsche Arbeitsfront benyttede et lignende tandhjul i deres logo. Herefter redesignede fabrikken deres mærke til en rund cirkel omkring Kandem. Mærket kan være præget på undersiden af lampernes sokkel eller det kan være trykt på en label. Efter krigen endte Leipzig i Øst og fabrikken skiftede navn til VEB Leuchtenbau Leipzig. Efterkrigstidens design byggede videre på de gamle modeller fra før krigen og er mærket LBL.

“Bauhausleuchten? – Kandemlicht!” af Justus A. Binroth m.fl. Arnoldsche 2002, isbn. 3-89790-181-1.

Forf: JM

Norske Hadeland Glassverk lancerede i 1961 en serie brugsglas, der fik navn efter designeren Benny Motzfeldt.

Løgformen med den lille praktiske gribeknop i spidsen er et særlig raffineret stiltræk, som går igen i alle seriens dele.

Der blev blæst krukker i mange størrelser og faconer beregnet til alt lige fra sild til marmelade. En af de mest markante dele var osteklokken. Den blev lavet i to størrelser og stod på en rund base af teak. Men netop basen er lidt af et mysterium.

Googler du Hadeland og cheese dome på Nettet, møder du osteklokken Benny med base i mange forskellige varianter. Nogle er oplagt “forkerte”. Det er dem i bøgetræ, marmor eller glas, og så er der dem, hvor størrelse eller fals helt tydeligt ikke passer til klokken.

Tilbage er to runde varianter, som umiddelbart er rigtige ud.

Den ene med næsten lige kant, den anden buer indad og har facon nærmest som en tallerken. Hvilken er mon den originale?

Varianten med den næsten lige kant har nogle gange et brændemærke med teksten “Genuine teak made in Norway”, mens den tallerkenformede kan have en label med teksten “Danwood Design Falle Uldal”.

Falle Uldall var en dansk guldsmed og designer, som udførte arbejde for Georg Jensen, Cohr og De Danske Guldsmedes Sølvvarefabrik i Slagelse, men han beskæftigede sig samtidig med mange andre ting. Han tegnede også skåle i melamin til Rosti og trævare ting til Danwood.

Et nærmere kig i gamle varekataloger peger på, at begge varianter sikkert er den rigtige.

Benny serien blev lanceret i 1961. Allerede samme år havde Illum den med i sit julekatalog. Her er det den tallerkenformede base, der er vist. Få år senere i 1965 udgiver Hadeland et stort katalog med alle deres brugsglas. Nu står osteklokken på basen med den næsten lige kant.

Hadeland udskifter altså basen på et tidspunkt mellem 1961 og 1965. Egentlig en rigtig dum ide, for den tallerkenformede variant er meget mere funktionel og gribevenlig.

Et gæt kan være, at Hadeland i begyndelsen har forhandlet en særlig aftale på plads med danske Danwood som underleverandør. Efter nogle år er der opstået en tvist. Parterne blev uenige, eller leverancerne blev for dyre. Hadeland har villet ud af aftalen og har i stedet for fundet en norsk underleverandør. For ikke at krænke Falle Uldalls designrettighed, måtte teakbasen således have en ny form.

Den virkelige forklaring står hen i det uvisse, men begge varianter er altså autentiske.

Referencer: Illums julekatalog 1961 side 30, Det Kgl. Biblioteks småtrykssamling samt Hadeland Glassverk katalog 1965 side 36, Mats Linder reklame.

Illustrationerne i de tre øverste collager er dels hentet fra media.snl.no, collectorsweekly.com samt fra forfatterens egen samling.

Forf: JM

En læser vil gerne vide mere om sin stol, som er brændemærket NM og Danish Furniture Makers Control.

Danish Furniture Makers Control er et kvalitetsmærke. Det blev introduceret i 1959 og eksisterer stadig.

Din stol er tegnet af Axel Bender Madsen og Ejner Larsen og fremstillet hos Næstved Møbelfabrik. Modellen har nummer 1754 og er tegnet omkring 1961.

Axel Bender Madsen og Ejner Larsen er begge udlært som møbelsnedkere og blev efterfølgende uddannet som møbelarkitekter.

Deres biografiske data er næsten ens. De var studiekammerater på Kunsthåndværkerskolens Møbelskole, hvor de tog afgang i 1940, og hvor de begge kom til at undervise i slutningen af 40’erne og starten af 50’erne. I 1947 etablerede de fælles tegnestue. Privat boede de næsten ved siden af hinanden i samme rækkehusbebyggelse på Mulvad i Lyngby.

Tegnestuen var meget produktiv. De har tegnet for møbelsnedkerne Ludvig Pontoppidan og Willy Beck og har samarbejdet med flere møbelfabrikker. Udover Næsteved Møbelfabrik også for Fritz Hansen, Odense Møbelfabrik, Sorø Møbelfabrik samt Brande Møbelfabrik.

Referencer: Kraks blå Bog 1974, Den Store Danske Møbelguide, 1 udgave 2005, side 228 samt opslag på furnitureindex.dk

Forf: JM